Grenaa Bladet - 28-05-2002
Snuppede pung mens beboer blundede i stol!

Grenaa Politi har måttet tage sig af et tyveri af de lidt frækkere - for nu at sige det mildt! Via en åbentstående fordør, trængte en ung man klokken 13.25 onsdag i sidste uge ind i en lejlighed i Storegade i Grenaa. Inde i lejligheden sad beboeren - en 75-årig kvinde - og blundede i en stol. I en håndtaske ved stolen befandt kvindes pung sig, og den unge mand var fræk nok til at hive pungen op af tasken. Imens han var ved at snuse rundt inde i soveværelset, vågnede kvinden pludselig, hvorved hun opdagede ungersvenden, der straks tog benene på nakken. Men han fik ikke desto mindre hendes pung med sig derfra.
I henhold til kvindens signalement af tyveknægten var der tale om en 15-16-årig knægt med lyst hår, lyse benklæder og lys trøje, og han talte muligvis engelsk. Grenaa Politi modtager oplysninger i sagen på tlf. 86 32 10 11.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002