Forslag fra arkitektstuderende med rødder i Grenaa: |
Stubben - et nyt vartegn og en ny kunstbygning til Grenaa!
Studerende ved Århus Arkitektskole, Christian Hansen - der er født og opvokset i Grenaa
- har tilsendt herstående tegninger som et forslag til, hvordan Grenaa ovenpå
møllebranden kan få en helt ny kunstbygning og et helt nyt og moderne vartegn på én og
samme tid. »Stubben« er hans arbejdstitel for denne nye kunstbygning til Grenaa.
- Da Baunhøj Mølle ikke eksisterer længerer, er det tid til at tænke sig om. En kopi
af den gamle mølle vil altid kun være en tom skal uden sjæl. Grenaa skal i stedet have
et nyt vartegn på den samme unikke beliggenhed, og rumme noget særligt. Vi skal bygge
»Stubben«, lyder opfordringen fra Christian Hansen, der er søn af Venstre-medlemmet i
Grenaa Byråd, Kai Hansen.
Christian Hansen forestiller sig, at »Stubben« skal være en kombination af en
kunstbygning og et spisested. - Udstillingslokalerne kan også benyttes som
foredragslokale, intimt koncertsted til klassisk musik, jazz eller måske som lyrik-café-
Altså en multifunktionel bygning. »Stubbens« top skal rumme et lille spisested, der kan
bruges sammen med udstillingerne - eller separat som en turistattraktion. »Stubben« vil
desuden blive velegnet til at invitere til lukkede arrangementer for byens erhvervsliv
eller de kommunale gæster. Det indvendige udstyr i »Stubben« skal laves af lokale
designere og af lokale produkter og håndværkere, så Grenaa dermed viser, hvad vi kan,
forklarer Christian Hansen, der udtaler følgende om »Stubbens« udseende.
- Den skal være et markant vartegn, der rejser sig mod himlen. »Stubben« er tegnet som
en 8-kantet nedre møllestub. Fra vest kommer en lang rampe op udvendigt. Dels for at give
en flot opgang til spisestedet og udsigten, men også for at skabe rum til udstilling
under sig. »Stubbens« hovedkonstruktion består af beton, hvorpå der kan arbejdes i
detaljering med træ- og glaspartier. Og ved at flytte bygningens placering i forhold til
den gamle mølle, bliver der mere udstillingsplads og samtidigt et sydvendt areal med
mulighed for sommerservering, siger Christian Hansen, der også har gjort sig tanker
omkring parkeringsforholdene.
- Der er allerede en flot træomkranset græsplæne, der let kan forvandles til p-plads.
Indkørslen bliver derved lige overfor Erantisvej. En gangsti skal føre fra parkeringen
direkte op til rampen. Den flotte park omkring »Stubben« skal inddrages mere, så der
bliver mulighed for en kombination af blomster, træer, kommende skulpturer - og udsyn. Og
udsyn, det er netop hvad Grenaa har brug for lige nu. I mine skitser kommer jeg med
forslag til, hvad der kan overtage den gamle mølles plads som Grenaa's vartegn. Skitserne
skal ses som delvis abstrakte former, der endnu ikke er helt tilpasset stedet og den
omkringliggende bygningsstruktur. Det er vigtigt, at formen fortæller de forbipasserende,
hvad bygningen rummer og gennem sin fremtoning vækker opmærksomhed, slutter Christian
Hansen.
Hvad si'r I til det kære læsere?
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002