Større og flere pengepræmier til dette års HSM Cup i Åstrup |
Åstrup/Hammelev Fodbold kalder for andet år i træk til et stort, udendørs five-a-side-stævne på Åstrup Stadion. Stævnet afvikles lørdag den 22. juni, og forhold til sidste år lokkes der med endnu større og endnu flere pengepræmier. Således er der en check på hele 10.000 kroner til vinderholdet. Den samlede præmiesum for stævnet er på intet mindre end 20.000 kroner.
- Den øgede præmiesum skal ses i lyset af, at vi gerne vil gøre HSM Cup til det største five-a-side-stævne på Djursland, og vi satser da også på, at henved 40 hold tilmelder sig dette års udgave, siger Jacob Hørlyck fra Åstrup/Hammelev Fodbold.
Det er endvidere en nyskabelse, at taber-holdene fra de indledende puljer, overgår til en B-række, hvor holdene her kæmper videre om pengepræmier fra 1.500 kroner og nedefter.
Turneringsreglerne er nemlig strikket sådan sammen, at efter den indledende runde går nummer 1 og nummer 2 fra hver pulje videre i A-rækken - hvor der skal spilles om 1. præmien på 10.000 kroner - mens nummer 3 og nummer 4 går i B-rækken.
I A-rækken er der 5.000 kroner til nummer 2, 1.500 kroner til nummer 3, mens 4. pladsen indkasserer 500 kroner.
De nævnte præmier er dog forbeholdt tilmelding af minimum 20 hold. Alle kan deltage - firma-, klub- eller sammensatte hold. Man skal stille op med 5 spillere plus 2 udskiftere pr. hold. Der spilles på »håndboldbane« med store 7-mands mål efter JBU's regler, og der benyttes dommere fra Djurslands Fodbolddommerklub.
HSM Cup-fest
Under hele stævnet vil der være opstillet et stort telt, hvor der vil blive mulighed for at se VM i fodbold. Om aftenen danner teltet rammen om et større arrangement med diskotek og spisning. Der er også mulighed for at campere på pladsen. Der skal betales et beløb for deltagelse for hvert hold, ligesom festen koster et beløb pr. næse. Betaling/tilmelding hvad begge dele angår kan ske ved henvendelse til Jacob Hørlyck eller Peter Pedersen. Bindende tilmelding skal ske senest den 10. juni, hvis man vil være med i dysten om 1. præmien på 10.000 kroner.
HSM Cup 2002 har et sponsorteam bestående af HSM Industri A/S, Danbolig, Bygma Steen Præst Trælast, Radio ABC, Stjernekiosken Grenaa og Johnsen Offset A/S.
For andet år i træk afvikler Åstrup/Hammelev Fodbold et stort five-a-side-stævne på Åstrup Stadion. Det sker lørdag den 22. juni, hvor det bedste hold løber af med check på intet mindre end 10.000 kroner.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002