Ballade på Brobaren |
Det lyder måske Morten Korch-agtigt, men der er vitterligt tale om en historie fra det virkelige liv. Politiet blev 2. pinsedag om aftenen kaldt ned til Brobaren, der ligger tæt ved Grenaa Havn, fordi en diskussion mellem to mandlige gæster var ved at udarte til noget ballade. Politiet tog derned og fik skilt kamphanerne ad, men det tog den ene af dem - en 35-årig mand fra Grenaa - så fortrydeligt op, at han gav sig til at urinere på patruljevognen. Det lod betjentene sig i nogen grad provokere af. Ihvertfald tilstrækkeligt til at anholde manden for overtrædelse af politivedtægten - det vil sige gadeuorden. Manden ville heller ikke opgive sit navn, og det er faktisk også strafbart, så han blev kørt til Politigården i Grenaa med denne sigtelse hængende over hovedet også. Makkeren - en 38-årig mand fra Grenaa - var i øvrigt også med, men ham nøjedes man med at sigte for gadeuorden, omend han ikke havde ikke havde gjort sig skyldig i politibils-urinering. Begge fik lejlighed til at sove brandert ud i detentionen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002