Grenaa Bladet - 21-05-02
Moderne latinamerikansk kunst i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa

gert-schou.gif (20538 bytes)Lørdag den 25. maj kan Grenaa Kommunes borgmester Gert Schou forestå åbningen af en udstilling med moderne latinamerikansk kunst i Kulturhuset Pavillonen. Udstillingen gennemføres med støtte fra Center for Kulturelt Samarbejde med Udviklingslandene, fra Århus Amt og fra Grenaa Kommune.
Baggrunden for den meget flotte og ikke helt billige udstilling er den, at Danmarks konsul i Mexico City, Karin Ludvigsen, ved siden af sit mangeårige arbejde i udenrigstjenesten har dyrket en stor fritidsinteresse for latinamerikansk kunst - primært billedkunsten. I årenes løb har hun således købt adskillige spændende værker af mange forskellige, kendte nulevende kunstnere som for eksempel mexicaneren Ricardo Guevara og bolivianerne Gaston Ugalde, Keiko Gonzales, Luis Zilveti og Carlos Naval - samt - med billeder malet i netop Mexico og Bolivia - Katrine Dirkinck-Holmfeld, Danmark, og Pedro Carnaval, Spanien.
Denne enestående samling - suppleret med diverse møbler og brugskunst-genstande - har Karin Ludvigsen venligst stillet til rådighed for Kulturhuset Pavillonen, som dermed laver sin hidtil største udstillingssatsning.
- Vi håber naturligvis, at rigtig mange mennesker vil benytte sig af dette spændende møde med en enestående kultur, siger kulturhusleder Hardy Andersen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002