Grenaa Bladet - 14-05-02
Cirkus Arena gæster Grenaa

cirkusarena2-4fv.jpg (17825 bytes)

cirkusarena1-4 fv.jpg (17582 bytes)

Intet cirkus uden klovner. Det gør sig naturligvis også gældende omkring Cirkus Arena's 2002-forestilling, som gæster Grenaa på fredag den 17. maj. De spanske verdensklovner »3 Rivelino's« disker op med klovnerier i helt traditionel stil med de to August'er og den hvide klovn Pedro

Vaskeægte dødsdrom-kørsel ved Daniel Diorio's »Globe of Death« er en del af det program, som Cirkus Arena leverer på fredag den 17. maj i Grenaa.

Cirkus Arena gæster på fredag den 17. maj Grenaa med Skandinaviens største cirkusproduktion, der med mere end 115 medvirkende dyr og artister er på vej rundt landet p. t. med den meget anmelder-roste 2002-forestilling. Morgenavisen Jyllands-Posten skrev blandt andet følgende i sin anmeldelse: »Cirkus Arena byder på en gedigen og konstant underholdende familieforestilling«.

95 køretøjer er med i den cirkuskaravane, som ruller afsted mod Grenaa forud for fredagens forestilling. Der skulle dermed være tale om Nordens største cirkus. 104 byer bliver besøgt undervejs og i alt 180 forestillinger bliver spillet frem til midten af september. Lys og lamper med et forbrug på 80.000 Watt - svarende til elforbruget i 36 parselhuse - kaster glans over det store cirkustelt med 1700 siddepladser. Mere end 200 tons telt og udstyr bliver rejst i løbet af blot fem timer - og det tager 2-3 timer at pakke hele molevitten ned igen. Altsammen for at byde publikum velkommen til Cirkus Arena's »Gigantcirkus 2002«.
Programmet byder blandt andre på stigebalance-kunstneren Robert Berousek, pauseklovnen Bonbon og hans finske assistent Tiina, elegant skoleridning ved Suzanne Berdino sammen med fjerde generation Berdino, døtrene Charmaine og Stefanie, dødsdrom-kørsel på motorcykel ved Daniel Diorio's »Globe of Death«, de spanske verdensklovner »3 Rivelinos«, opvisning med sibiriske kamaler ved Karsten Berdino, trapez-kunstneren Elena Panova, de argentinske boleadoras-kunstnere (små træ-kugler for enden af en snor, som svinges rundt i luften) »The Argentinian Devil's«, afrikansk folklore, akrobatik og limbo ved den nigerianske trup »Black Warrior«, Sonny Frankello og hans fire herlige afrikanske elefanter i fri dressur og endelig Duo Camadi. To colombianske artister på stram line 8 meter over manegen.

Man kan læse mere om dette års Arena-program, billetbestilling med mere på hjemmeside-adressen http://www.arena.dk.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002