Star Wars-feberen raser fra d. 16. maj |
Star Wars Episode 2 - »Klonernes Angreb« - kan ses i Grenaa Kino fra og med torsdag den 16. maj. George Lucas' opfølger til Episode 1 - »The Phantom Menace« er således klar til de danske biograflærreder 1 minut over midnat mellem onsdag og torsdag i indeværende uge.
Handlingen i de nye Star Wars-film foregår i øvrigt
lang tid før de tre første Star Wars-film, som blev produceret i årene fra 1977 til
1981. Således følger man i de nye film blandt andre en meget ung Anakin Skywalker, der
med tiden udvikler sig til den frygtede Jedi-ridder Darth Vader. TV2 har lige sendt de tre
første film - som i virkeligheden er film nr. 4, 5 og 6 i Star Wars-universet - plus
»Episode 1 - The Phantom Menace«.
Star Wars-feberens entré i Grenaa Kino er samtidig ensbetydende med, at sidste chance for
at se - eller gense - Ole Borndals »Jeg Er Dina«, adventure-thrilleren »The Scorpion
King« og/eller »The Panic Room« er onsdag den 15. maj. Efterfølgende kommer to film
til at køre parløb med Star Wars Episode 2, og det er »Asterix & Obelix - Mission
Cleopatra« og Ridley's Scott's meget roste krigsfilm »Black Hawk Down« om den
amerikanske hærs problemer i Somalia i starten af 90'erne. I øvrigt med danskeren
Nicolaj Coster Waldau på rollelisten.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002