Grenaa Bladet - 07-05-02
Grøn kommune - Ren Dag d. 2. maj

ren-dag-2-4-fv.jpg (17167 bytes)ren-dag-2-sp-4-fv.jpg (8702 bytes)ren-dag-4-fv-1.jpg (11784 bytes)

Grenaa Kommune inviterede torsdag den 2. maj alle borgere til Grøn kommune-Ren Dag-arrangement i hele kommunen. Der er tale om en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor der gøres rent overalt i kommunen i bestræbelserne på at holde naturen fri for skidt og skrald, så vores lille plet præsenterer sig på flotteste vis, idet der skal tages imod sæsonens mange feriegæster. Borgmester Gert Schou glæder sig over, at Ren Dag-kampagnen har fået vokseværk, så der også ude i landistrikterne bliver renset for skidt og skrald denne dag. Det var da også borgmesteren, der stod kampagne-åbningen ved Naturskolen ved Grenaa Strand, hvor herstående billeder er taget. Derfra var der sørget for transport i bus til steder langs stranden, i skoven og langs åen.
Lignende skrald-indsamlinger blev der på samme tidspunkt foretaget i Trustrup, Ålsrode, Vejlby, Homå og Revn, Hammelev, Lyngby, Albøge og Dolmer. På Anholt følges der op med et lignende arrangement den 18. maj.
Efter rensningen i Grenaa var der grill-pølser og forfriskninger til alle deltagerne. FDF's brass-band stod for den musikalske underholdning, mens GIF sørgede for en gymnastikopvisning. Arrangementet blev rundet af med en lodtrækning om fribilletter til Kattegatcentret og Grenaa Kino, kano- og kajakture samt flotte trøjer.

Fotos: Lene Madsen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002