Grenaa Bladet - 07-05-02
Salg af ande-beviser på Torvet i Grenaa

Scleroseklubben Djursland arrangerer lørdag den 25. maj »Rap om Kap« på Grenåen for tredje år i træk. 1250 gule badeænder og et tilsvarende antal ande(ls)beviser sættes i spil i den forbindelse. Der vil påny være flotte præmier til de hurtigste ænder. Salget af andelsbeviserne er godt i gang, og på fredag den 10. maj fra klokken 15.00, og lørdag den 11. maj fra klokken 10.00 vil man på Torvet i Grenaa kunne støde på medlemmer af Scleroseklubben Djursland i forbindelse med gadesalg af disse andelsbeviser til den 25. maj, som i øvrigt er landsdækkende Sclerosedag, hvilket vil komme til udtryk på forskellig vis i diverse medier i den kommende tid. Har man ikke mulighed for at købe sig et andelsbevis på Torvet i Grenaa én af disse to dage, kan man erhverve sig nogle ved at kontakte én af følgende fire bestyrelsesmedlemmer i Scleroseklubben Djursland: Ida Poulsen, Benny Obsen, Bodil Kildal - alle Grenaa - eller Grethe Andersen, Hammelev.
Overskuddet fra »Rap om Kap« går til Scleroseklubben Djurslands aktiviteter.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002