Grenaa Bladet - 07-05-02
Grenaa Byråd kiggede på uønskede tillægsbevillinger

Stram økonomi kræver stram styring
Således kunne overskriften være for én af de sager Grenaa Byråd havde på dagsordenen på byrådsmødet tirsdag i sidste uge. I en tid, hvor kommunens økonomi vel næppe nogensinde har set mere anstrengt ud, skal de vedtagne budgetter holdes - næsten for enhver pris. Det vil sige tillægsbevillinger på områder, hvor budgetrammen af den ene eller anden grund ikke holder, er uønskede. Og hvis de dukker op alligevel - og det ved politikerne udmærket, at de gør år ud og år ind - så skal der ledes efter kompenserende besparelser på nogle andre områder, så det overordnede budget alligevel holdes. Det er der sådan set ikke noget nyt i, for disse retningslinier vedtog byrådet allerede for fire år siden. Men dengang blev der ikke taget højde for, at man mod slutningen af et budgetår - i november-december - reelt set ikke kan nå at finde kompenserende besparelser. En præcisering af retningslinierne gør det nu muligt for politikerne at finde kompenserende besparelser i det følgende budgetår. I den borgerlige lejr ønskede man at gå et skridt videre ved at foreslå, at man til enhver tid SKAL finde kompenserende besparelser det følgende budgetår, men et flertal bestående af Socialdemokratiet og SF var uenige i, at man skulle binde sig så hårdt op. Derfor endte sagen med, at man valgte at fastholde de allerede eksisterende retningslinier for tillægsbevillinger med følgende tilføjelse:
»Hvis det på grundlag af det fremskredne tidspunkt på året ikke er muligt at anvise kompenserende besparelser, skal det overvejes at foretage tilsvarende besparelser i det følgende budgetår.«
Og det er netop ordlyden »skal det overvejes«, som er det helt centrale element i sagen, fordi de borgerlige - Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative - ville have haft følgende afslutning på sætningen: »skal der foretages tilsvarende besparelser det følgende budgetår«.
Det var De Konservatives Poul Bach der foreslog denne ændring i ordlyden.
- Jeg studsede lidt, da jeg blev præsenteret for den her sag. Vi har jo for længst vedtaget, at vi ikke vil acceptere rene tillægsbevillinger. Jeg ved godt, at der sker udvidelser på nogle områder på grund af lovbundne krav, eller almindelig mængderegulering, men ét eller andet sted er det her en slækkelse af retningslinierne, fordi der står »skal overvejes« med hensyn til kompenserende besparelser for det følgende budgetår. Jeg mener helt klart, der skal stå »skal foretages«, sagde Poul Bach, der fik opbakning til det synspunkt fra Venstre's Knud Kildal.
- Selv om jeg har stemt for den bløde formulering i Økonomiudvalget, så kan jeg godt støtte den skrappe formulering »skal foretages«. I bestræbelserne på at undgå at blive sat under administration af Indenrigsministeriet er det et fornuftigt, at vi pr. automatik finder en kompenserende besparelse, idet det er nødvendigt med en tillægsbevilling - desuagtet at vi skal finde den i det næstfølgende budgetår. Kan vi ikke finde den på driften, må det gå ud over anlægsbudgettet, sagde Knud Kildal.

Er det nu klogt?
Borgmester Gert Schou(S) var stærkt i tvivl om klogskaben i dette forslag, idet han vurderede, at byrådet dermed ville binde sig selv på hænder og fødder.
Partifællen Erik Hoberg var også meget skeptisk overfor forslaget.
- Skal vi nu til at lave et nyt budget i november efter at have vedtaget ét i oktober. Og skal de kompenserende besparelser findes indenfor det samme område? Det er næppe vejen, det her. Det vil skabe en utrolig usikkerhed omkring det vedtagne budget, fordi en given ramme på et givent område risikerer at blive beskåret inden man overhovedet når ind i det pågældende budgetår. Vi skal huske på, at der som oftest er tale om lovbundne udgifter, sagde Erik Hoberg.
Venstre's viceborgmester Svend Brandstrup Hansen bemærkede hertil, at indenrigsministeren var ligeglad med, om kommunens negative kassebeholdning skyldtes lovbundne eller ikke-lovbundne udgifter.
- Vi vil ikke sættes under administration, og derfor er vi nødt til at agere ved at styre økonomien meget stramt. Derfor er det nødvendigt at præcisere, at der skal foretages kompenserende besparelser fra det ene budgetår til det andet. Det er ikke godt nok at skulle overveje det, sagde han.
- Det her handler i al sin enkelhed om, at der vedrørende en given tillægsbevilling skal findes en tilsvarende kompenserende besparelse i det samme år, og kan dette ikke nåes, ja så gør man det året efter. Andet er der ikke i det. Det er blot en præcisering af noget, som vi allerede har vedtaget er rigtigt, og som fungerer godt, tilføjede Knud Kildal.
Men 9 borgerlige stemmer var altså ikke nok til at trumfe dette synspunkt igennem, idet 9 socialdemokrater og en enkelt SF'er udgjorde det spinkle flertal på 10, der bestemte, at det skal være den bløde formulering, der skal være gældende.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002