Grenaa Bladet - 07-05-02
Røde Kors-uge i Nørre Djurs

Dansk Røde Kors' lokalafdeling i Nørre Djurs Kommune, som driver genbrugsbutikken i Glesborg, sørger for, at der i denne uge er Røde Kors-uge i Nørre Djurs. Det sker via salg af et Røde Kors-priklotteri og en udstilling på Ørum Bibliotek, hvor Røde Kors-afdelingens nørklegruppe og besøgstjeneste gør opmærksom på deres eksistens. Nørklegruppen producerer børnetøj til krigs- og katastroferamte områder, og i den forbindelse gør nørklegruppens leder, Anna Birthe Klausen, opmærksom på, at gruppen p. t. mangler syersker til at producere dette børnetøj. Ligeledes modtager nørklegruppen også meget gerne strikkegarn. Henvendelser bedes i begge henseender rettet til Røde Kors-genbrugsbutikken i Glesborg.
I det hele taget kunne foreningen godt bruge nogle flere medlemmer - ikke mindst fra andre egne af kommunen end Glesborg-området. Formanden Rosa Hansen opfordrer således alle interesserede til at give et nap med i foreningsarbejdet - eksempelvis via besøgstjenesten.
Men der ydes allerede et stort arbejde i afdelingen. Således har den for nylig kunnet sende 40.000 kroner til Bosnien til fordel for krigstraume-ramte børn og unges skolegang.
Og så venter der i øvrigt de frivillige en belønning for det uegennyttige arbejde i form af en gratis udflugt til Silkeborg den 6. juni, fortæller formanden Rosa Hansen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002