Grenaa Bladet - 23-04-2002
Tennisklubben ved Bønnerup Strand er klar til ny sæson

Bønnerup Strands Tennisklub er klar til en ny og spændende sæson. Klubben har afholdt generalforsamling og en frisk bestyrelse er klar til at give den hele (tennis)armen. Bestyrelsen har afholdt konstituerende møde og ser ud som følger: Formand Bent Ketelsen, næstformand Jens Ole Pedersen, kasserer Tove Mogensen, sekretær Palle Press, ungdomstræner Kenni Jensen, ungdomstræner og praktisk koordinator Jørn Jensen og turneringschef Thomas Christensen.
Banerne ved Bønnerup Strand har her til sæsonstarten fået frisk grus, og glæder sig således til at blive brugt. Hver tirsdag er der børne- og ungdomstræning. Bestyrelsen opfatter det som specielt positivt, at man har formået at få 16-årige Kenni Jensen ind i bestyrelsen, idet han dels skal træne de unge og dels varetage deres interesser.
Hver torsdag er der fællesmix, hvor alle er velkomne til at et slag tennis. Også selv om man ikke som udgangspunkt har en makker. Klubben lover at finde én, der passer i niveau - også vedrørende nybegyndere. Søndag den 28. april vil der blive afholdt et Åbent Hus-arrangement i Bønnerup Strands Tennisklub. Det er specielt møntet på nye medlemmer, hvor man udover muligheden for at få sig et spil tennis, også vil blive trakteret med lidt grillmad.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002