Grenaa Bladet - 16-04-2002
Nu åbner Arne’s Cafeteria!

Under slogan’et »En hel revy til hal pris« åbner Grenaa Amatørteater i denne uge for dette års helt store revy-satsning. »Arne’s Cafeteria« er titlen på denne første Grenaa-revy fra GAT i deres nye øve- og spillested i Kulturhuset Pavillonen. Når man bevidst skriver »hal pris« i slogan’et, er det naturligvis fordi »Jernbanehotellet« i Remisen ved Markedsgade er blevet udskiftet med det, der engang var en del af Grenaa-Hallen. Billetsalget til de ialt otte forestillinger er gået ganske forrygende, og spilledatoerne er den 20.-21. april, den 26., 27. og 28. april og endelig den 8., 9. og 11. maj. I revyprisen er spisning inkluderet i form af »Arne’s revyplatte«.
GAT’s revyhold består af Helle Fribo, Heidi Hvidberg Olsen, Dorthe Nyhuus, Marx Jøns, Søren Kastrup og Sven-Erik Schmidt. Instruktøren bag løjerne er Marx Jøns, mens kapelmester Peter Frandsen står i spidsen for et revy-orkester, der ud over kapelmesteren selv består af Michael Olsen, Jesper Harborg og Anders Ulrichsen.
Teksterne til revyen - der omhandler stort og småt i og omkring Grenaa - er begået af Søren Kastrup og Frede Jensen.
Emnerne, der bliver vendt, er sådan noget som Grenaa Havn, hvor der ofte er flere skibe på kajen end i havnebassinet, butiksdøden i Grenaa, Henning Sørensens læserbrevsvirksomhed, Peter Brixtofte og ansigtsløftninger med mere.
Revy-holdet begyndte at øve på de forskellige numre lige efter jul, og nu er de efter at have øvet på mandage og torsdage aftener lige siden, klar til at brænde det hele af i »Arne’s Cafeteria«. Der har kunnet sælges op til 100 billetter pr. forestilling. Er man på udkig efter ledige billetter/forestillinger, skal man henvende sig til Kulturhuset Pavillonen.

amatoerer-scenen-4-fv.jpg (25904 bytes)amatoerer-blyant-4-fv.jpg (16113 bytes)

Ovenstående fotos er taget af Grenaa Bladets fotograf Lene Madsen, idet revy-holdet pudsede numrene af torsdag aften i sidste uge.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002