Grenaa Bladet - 09-04-2002
Lastbilchauffører fik black-out

De fleste mennesker har prøvet at få et ildebefindende eller black-out. Onsdag i sidste uge skete det uheldigvis for to lastbilchauffører samtidig med at de kørte deres lastbil. Og det fik visse konsekvenser, omend skaderne dog var til at have med at gøre. Først gik det galt for en 41-årig mandlig chauffør fra Hjørring. Om formiddagen fik han pludselig et ildebefindende under kørsel på A16 ved Djurs Sommerland. Han nåede at få taget meget af farten af lastbilen inden han gik ud som et lys, men ikke helt og aldeles, og det bevirkede, at lastbilen trillede i grøften, hvor den væltede nogle træer.
Den anden chauffør-episode fandt sted på Grenaa Færgehavn ved Stena Line klokken 01.00. Her kørte en lastbil ind i et el-skab og en havne-traktor fordi chaufføren fik et black-out. Det skete for en 32-årig mand fra Øster Bjerregrav. Dele af havnen var efterfølgende uden strøm et stykke tid på grund af sammenstøddet med el-skabet. Begge chauffører måtte lige en tur på sygehuset for at blive checket.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002