15.175 Tuborgfond-kroner til DFB Grenaa Skyttelaug |
DFB Grenaa Skyttelaug har søgt og fået 15.157 kroner fra Tuborgfonden til indkøb af en ny riffel af mærket Sauer. Der er tale om en Standard 200-riffel med geværkuffert og vekslersæt. Riflen er som udgangspunkt skabt til at skyde 200 meter-skydning med kaliber 6,5, men med vekslersættet kan der skiftes kaliber, så der kan skydes på både 15 meter og 50 meter med den. Der er med andre ord tale om en meget fleksibel riffel, som man i skyttelauget selvsagt er meget glade for at kunne benytte sig af. Der har da også både været fremvisning og prøveskydning med riflen for medlemmerne. Det foregik hos Nørre Djurs Skytteforening i Stenvad, hvor Grenaa Skyttelaug har lejet sig ind. På billedet ses to af skyttelaugets børneskytter, Henrik Prang og Kitt Sørensen, sammen med den nyindkøbte riffel og bestyrelsen. Fra venstre ses Peter Jensen, sekretær Johnna Jørgensen, formanden Benny Jørgensen, næstformanden Arne Jensen og Erland Block. På billedet mangler regnskabsfører Joan Jørgensen.
DFB (De Danske Forsvarsbrødre for Grenaa og Omegn) Grenaa Skyttelaug blev stiftet den 21. april 1998, så der er tale om en meget ung forening i Grenaa Kommune. Man startede med 9 medlemmer, og er nu oppe på 28 meget aktive medlemmer. Foreningen er således rigt repræsenteret med hold i diverse skyttesammenhænge.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002