Grenaa Bladet - 09-04-2002
Flere trafikuheld og diverse færdselsforseelser i påsken

Påskedagene i Grenaa Politikreds var ikke præget af de helt store ulykker og forbrydelser, men ikke desto mindre var der nok at se til for politiet. Blandt andet skete der en pæn håndfuld ulykker i trafikken, ligesom flere bilister kom i ordensmagtens søgelys som følge af diverse færdselsforseelser.
Ballet blev faktisk åbnet allerede onsdag før påske via en vigepligts-overtrædelse i krydset Havhusevej/Molsvej ved Egens. En 79-årig mandlig bilist fra Grønfeld overså sin ubetingede vigepligt idet han kørte ud på Molsvej fra Havhusevej. Det bevirkede, at en anden bilist måtte en tur i rabatten for at undgå et sammenstød. Den 79-årige bilist opdagede tilsyneladende ingenting, men kunne dog erkende at have kørte på stedet på bemeldte tidspunkt. Der venter ham en bøde for forholdet.
Samme dag om aftenen stødte politiet på en 34-årig mandlig bilist i forbindelse med kørsel på Mårupvej ved Kolind. Han kørte rundt i en bil uden nummerplader, og uden overhovedet at have førerret til at køre bil, eftersom han er frakendt kørekortet. Som prikken over i’et kunne politiet sigte ham for spiritus/promillekørsel.
En fartkontrol denne onsdag i henholdsvis Tirstrup, Grenaa og Lyngby gav desuden 12 sager om for høj hastighed. Ingen af de 12 bilister kørte dog så stærkt, at der udover en bøde også blev udstedt betingede frakendelser af kørekortet.

Svensk bilist kørte over for rødt lys!
Langfredag bød på et ret voldsomt trafikuheld i krydset Kystvejen/Ringvejen i Grenaa tæt ved Grenaa Havn. En 31-årig mandlig svensk bilist kørte ad Ringvejen med retning mod havnen. Ulykken skete ganske enkelt fordi han kørte gennem krydset for rødt lys. En 39-årig mandlig bilist fra Grenaa kørte samtidig gennem krydset ad Kystvejen i nordlig retning - altså for grønt lys - og så skal der jo nok ikke den store fantasi til at forestille sig, hvad der så skete...! Han kørte med andre ord ind i siden på den svenske bil, som derved rullede rundt en 3-4 gange. Undervejs smadrede den fuldstændig ét af lyssignalerne i krydset. Heldigvis skete der ingen personskade i forbindelse med ulykken. Førerne af de to biler kunne klare sig med et simpelt check på skadestuen, og to børn i den svenske bil slap ligeså nådigt fra ulykken. Materiel skade var der imidlertid en hel del af.
En 22-årig kvindelig bilist fra Knebel måtte samme dag om aftenen behandles for et ankelbrud og diverse andre knubs og skrammer i forbindelse med et trafikuheld på Asgildhøjevej ved Restaurant Galejen i Knebel. Af én eller anden ukendt årsag kom hun for langt over i den modsatte kørebane, og da dette faldt sammen med tilstedeværelsen af en modkørende bilist, så gik det hverken værre eller bedre, end at de to biler tørnede sammen. Den anden bil blev ført af en 21-årig mand fra København.

Vild kørsel af lastbilchauffør
Endvidere efterlyser Grenaa Politi vidner til en færdsels-episode på Kastbjergbakken mellem Ørum og Grenaa lørdag den 30. marts ved 16.20-tiden. Her brillerede en lastbilchauffør med hvad man godt kunne kalde for meget kreativ kørsel. En kortege af køretøjer med en traktor forrest og flere personbiler bagved kørte ned ad bakken med retning mod Grenaa, da et lastvognstog pludselig kom tordnende bagfra. Og hvad gør man som lastbilchauffør, idet overhaling udenom ikke er mulig på grund af den modkørende trafik? Man overhaler »naturligvis« indenom via den ene af de to rastepladser, der befinder sig på Kastbjergbakken...! Politiet er imidlertid knap så imponeret af manøvren, og vil meget gerne have fat i vedkommende lastbilchauffør. Til at hjælpe sig hermed, søger politiet to vidner til den kreative kørsel. Dels en kvindelig fører af en hvid Peugeot 106, der kørte lige bag ved traktoren, og dels føreren af denne traktor. De bedes henvende sig til Grenaa Politi på 86 32 10 11.
Endelig måtte politiet tage sig af et solotrafikuheld søndag den 31. marts sent om aftenen. Her mistede en 38-årig kvindelig bilist fra Harlev herredømmet over sin bil, idet hun skulle køre igennem en blød kurve ved godset Høegholm midtvejs mellem Trustrup og Tirstrup. I stedet landede hun og bilen noget ublidt på en mark. Der skete dog ingen personskade i forbindelse med ulykken. Dog måtte kvinde ofre et skvæt blod til gennemsyn for en alkoholpromille.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002