Grenaa Bladet - 02-04-2002
Temadag om det at leve med en kronisk sygdom

Frivilligeheden i Grenaa, Dansk Parkinsonforening Grenaa-klubben og diverse ældregrupper i Grenaa inviterer til en temadag omkring det at leve med en kronisk, fremadskridende sygdom. Det kommer til at foregå i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa lørdag den 20. april.
- Det at få konstateret en kronisk sygdom vil uvægerligt medføre ændringer i større eller mindre grad i den enkelte patients levevis, og vi synes derfor, at det er vigtigt at sætte fokus på dette emne, som jo på én eller anden måde berører rigtig mange mennesker, siger Egon Petersen fra Frivilligheden, og han fortsætter:
- Gennem indlæg fra en specialist i en tilfældigt valgt kronisk sygdom, nemlig demens, samt via et medlem fra det sociale nævn i Århus Amt, vil vi prøve at belyse, hvordan man tackler en sådan diagnose - både som patient og pårørende - samt give råd og vejledning i ret og pligt i forbindelse med kontakt med de sociale myndigheder. Det er svært, men ikke umuligt som »kroniker« at bevare en god livskvalitet og via en »duel« mellem en pårørende og en kronisk patient, vil der blive mulighed for at høre om små og store problemer i dagligdagen, samt hvorledes man kan forsøge at løse dem, og dermed få/bevare et optimistisk livssyn, slutter Egon Petersen.
Såfremt man har lyst til at deltage i kaffe/spisning på dagen, skal bindende tilmelding meddeles til enten Egon Petersen, Vesterport 9 i Grenaa, eller Kirsten Sylvang, Baunhøjvej 3 i Grenaa, senest fredag den 5. april.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002