Fødselsforberedelse og efterfødselskursus |
Således lyder et tilbud fra FOF for vordende mødre. Inden man skal føde er der således mulighed for at komme til fødselsforberedelse, mens man efter fødslen så har mulighed or at komme på efterfødselskursus.
Fødselsforberedelsen sker for FOF’s vedkommende i samarbejde med afpændingspædagogen Helle Stubbe Teglbjerg og eventuelt jordemoder Susanne Hansen. Her handler det om at bevæge sig. Der skal laves øvelser til at styrke og afspænde især de belastede muskler og led, øge kredsløbet og kropsbevidstheden. Også afspændingsteknikker vil blive øvet, så man i stand til at bruge dem både før, under og efter fødslen. Kurset ligger på seks onsdage og foregår i Kulturhuset Pavillonen. Der er løbende opstart på kurset, hvilket vil sige, at så snart der er 9 tilmeldte, så starter man op. Det samme gør sig gældende vedrørende efterfødselskurset, som også foregår i Kulturhuset Pavillonen, og afvikles over syv mandage. Her finder man også Helle Stubbe Teglbjerg som kursusleder foruden fysioterapeut Hanne Andersen. På dette kursus skal der arbejdes med styrketræning af især bækkenbund og mavemuskler, løfteteknik, kropsholdning, bevægelse og afspænding.
Tilmelding til disse kursusforløb kan ske ved henvendelse til FOF’s kontor i Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002