Formanden for Handelscenter Grenaa: |
-
Politikerne skal være medspillere hvis Grenaa skal udvikle sig som handelsby!
- Hvis Handelscenter Grenaa skal udvikle sig positivt, er det nødvendigt, at kommunen
og kommunalpolitikerne er medspillere. Derfor er der også i et samarbejde mellem
politikerne og Handelscenter Grenaa udarbejdet en detailhandelsplan. Planen betyder blandt
andet, at al detailhandel koncentreres i udvalgte områder - primært i Grenaa Centrum.
Formålet med det er naturligvis at skabe et så attraktivt og koncentreret udbud af
forretninger som muligt. Hvis vi først begynder at sprede forretningerne forsvinder
Grenaa's betydning som handelsmagnet for det halve Djursland.
Disse ord kom fra formanden for Handelscenter Grenaa, Jens Thøgersen, i forbindelse med
foreningens generalforsamling på Fru Stoffer Restaurant i Grenaa tirsdag den 19. marts.
Grunden til, at handelsstandsformandens sigtekorn var rettet mod flertallet af politikerne
i Grenaa Byråd, er den, at man imod detailhandelsplanen har givet dispensation til
etablering af to storbutikker på Rugvænget - uden der egentlig forelå konkrete
projekter.
- Bil-, køkken-, campingforhandlere og så videre skal med deres store og pladskrævende
varer naturligvis fortsat have lov til at placere sig udenfor detailhandelsområderne. I
Handelscenter Grenaa mener vi, at detailhandelsplanen er rigtig og skal følges. Hvis
politikerne har skiftet mening, tager vi naturligvis meget gerne en principiel snak om
emnet, sagde Jens Thøgersen, hvorefter han henviste til den konkrete sag, som foreningen
har indklaget for Naturklagenævnet i København, hvor den slags sager afgøres.
En lidt træls sag
- Egentlig er det lidt træls, at den slags sager opstår. I bund og grund vil vi meget
hellere diskutere og snakke om sagerne. Jeg vil derfor opfordre til dialog frem for
diskussion i medierne og afgørelser i statslige instanser som Naturklagenævnet i
København, sagde formanden.
En ny tricky sag er i øvrigt på vej, idet Grenaa Byråd er meget i tvivl om, hvorvidt
ejeren af ejendommen Storegade 14 skal have lov til at lave stueetagen, der tidligere har
været optikerforretning - men som nu har stået tom i over et halvt år - om til
lejligheder. Jens Thøgersen kom ikke ind på denne sag i sin beretning, da den er meget
ny, men holdningen fra foreningens side er utvetydigt den, at det skal være butikker i
butikslokalerne i midtbyen - ikke lejligheder.
- Vi ser mange muligheder for at udvikle Grenaa som et godt og attraktivt sted for både
kunder og forretningsdrivende. De muligheder vil vi gerne udnytte, både sammen med
kommunalpolitikerne, sammen med foreninger og alene i Handelscenter Grenaa. I øjeblikket
arbejder vi på en plan for en samlet markedsføring af Grenaa som handelscenter.
Intentionen er at finde eller skabe nogle værdier for Handelscenter Grenaa, som både er
enestående og attraktive for de potentielle kunder. Det gælder både beboerne og
turisterne på Djursland, sagde Jens Thøgersen.
Ikke alt er sort
Om den generelle situation på Grenaa og på Djursland, havde han følgende bemærkninger:
- Den økonomiske situation i Danmark, på Djursland og i Grenaa har været præget af
stagnation, og for Grenaa's vedkommende måske ligefrem tilbagegang. Vi har i løbet af de
seneste år fået en række negative meldinger om nedskæringer og lukning af store
virksomheder, hvor interesser uden for Djursland og Grenaa har haft den største
indflydelse. Der er heldigvis også lyspunkter, selv om de kan være svære at få øje
på, hvor virksomheder via en rekonstruktion har kunnet fortsætte, og dermed er
arbejdspladser og omsætning blevet bevaret. Endelig er der naturligvis også de
virksomheder, som udvikler sig godt og positivt uden den store omtale i medierne, sagde
Jens Thøgersen, der også berettede om foreningens nye struktur, hvor en handelschef er
blevet afløst af en handelssekretær. Det har frigjort mere økonomi til arrangementer.
De største af slagsen har været en aften i selskab med Jørgen Duus, Open By Night og
Julemessen i november - som tillige gav en god klatskilling på indtægtssiden til
foreningen.
Arrangementerne fortsætter da også på et uændret højt niveau her i 2002, lovede
formanden, der på generalforsamlingen blev genvalgt til bestyrelsen. Der var nyvalg til
Eske Øvlesen og Jette Greve, som afløste Flemming Hyllested, som ikke ønskede genvalg,
og Per Junior, som er rejst fra byen. Som suppleanter valgtes Peder Svenstrup og Henrik
Poulsen. Mogens Adamsen og Gert Poulsen blev genvalgt som revisorer med Lars Ry Jørgensen
som suppleant. Sidstnævnte gav traditionen tro en fyldig situationsrapport fra Grenaa
Handelsskole, som han er forstander for. Såvel formandens beretning, regnskabet for 2001
og budgettet for 2002 blev godkendt af generalforsamlingen uden spørgsmål eller
kommentarer.
Cirka 40 medlemmer var mødt frem til denne generalforsamling i Handelscenter Grenaa.
Formanden for Handelscenter Grenaa, Jens Thøgersen, mindede på foreningens
generalforsamling tirsdag aften politikerne i Grenaa Byråd om, at de skal være
medspillere i udviklingen af Grenaa som handelsby - ikke modspillere.
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002