Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 25-03-02
Svært at bevare pessimismen i Djurslands Bank

Med et udtryk lånt fra Danmarks forhenværende statsminister, Poul Schlüter, kan man godt sige, at det er svært at bevare pessimismen i Djurslands Bank. I forbindelse med bankens generalforsamling i Grenaa Idrætscenter i sidste uge, lagde bestyrelsesformanden Erik Wiedemann da heller ikke skjul på, at 2001 havde været endnu et godt år for den lokale bank. Årets nettooverskud steg med 17%, bankens aktier steg med 26%, kundetilgangen fortsatte på et højt niveau og der kom 800 nye aktionærer til, således at ejerkredsen nu består af 8.600 privatpersoner, selskaber og foreninger. Og Erik Wiedemann havde en ganske enkel forklaring på, hvorfor det er gået så godt med aktiekursen: Gode regnskabsresultater. Årets resultat før skat udviste et overskud på godt 47 mio. kr. - eller 6,6 mio. kr. mere end i 2000.
Grundlaget for at drive bankvirksomhed - samfundsøkonomien i form af såvel indenlandske som udenlandske påvirkninger - har da også været gunstig, og selv om en vis afmatning har kunnet noteres, så synes Djurslands Bank ikke det ser alvorligt ud.
- Vi kan glæde os over, at den danske økonomi ikke har været så hårdt ramt, som vi ser det andre steder i verden. Nok har vi i 2001 oplevet en afmatning, men den danske økonomi er fortsat rimelig robust, og der er intet der tyder på, at vi i Danmark vil opleve negativ vækst i de kommende år. Men de høje vækstrater, vi har set de seneste år, vil efter alt at dømme blive erstattet af mere moderate stigninger. At der er grund til en nære en vis optimisme med hensyn til udviklingen i den danske økonomi, kan aflæses i såvel virksomhedernes som forbrugernes forventninger, sagde Erik Wiedemann.
Fra talerstolen hilste Erik Wiedemann arbejdet med at koordinere erhvervsområdet - herunder turismen - på Djursland, velkomment.
- Det er noget jeg tidligere har efterlyst fra denne talerstol. Efter alt at dømme er dette arbejde nu kommet ind i faste rammer, og forhåbentligt til gavn for den samlede udvikling af Djursland.

Mange nye kunder
Han kunne også glæde sig over, at det var blevet til mange nye kunder i det forløbne år.
- I år 2001 er det nemlig blevet til godt 1.200 nye kunder i banken, således at vi nu rådgiver og servicerer over 35.000 kunder på Djursland og i Århus-området. Men det er meget mere at gå efter. Ser vi på bankens markedsandel i de enkelte lokalområder, svinger den fra cirka 70% midt på Djursland til under 1% i Århus, sagde Erik Wiedemann, der havde følgende forventninger til 2002.
- Usikkerheden omkring varigheden af den internationale vækstpause medfører, at forventningerne til væksten i det nationale private forbrug og virksomhedernes investeringslyst, er meget usikre. Væksten i låneefterspørgselen forventes derfor på et lavere niveau, medens opsparingen forventes på et lidt højere niveau. Konkurrencen indenfor den finansielle sektor forventes at fortsætte med uformindsket styrke, og med en svagt faldende rentemarginal til følge. Bankens afdelingsnet forventes fortsat udbygget, og kundetilgangen forventes at fortsætte på det nuværende høje niveau. En forsigtig politik på valuta- og investeringsmarkedet fortsætter uændret, og tab og hensættelser forventes på samme procentvise niveau som i 2001. På den baggrund forventer vi et overskud før skat og kursreguleringer i niveauet 35-40 mio. kr., sagde Erik Wiedemann, som ved denne lejlighed holdt sin sidste beretning som formand for Djurslands Banks bestyrelse. En ny bestyrelsesformand vil blive udpeget snarest.
Henved 700 aktionærer deltog i generalforsamlingen i Grenaa Idrætscenter torsdag den 14. marts.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002