Det Kongelige Teater runder Grenaa med en forestilling! |
Bjarne Henriksen, Line Kruse, Peter Gilsfort, Birgitte Simonsen og Ulla Henningsen er alle kendte danske skuespiller-navn, og de vil alle som én kunne opleves i Grenaa Kino onsdag den 3. april i forbindelse med, at Det Kongelige Teater rundet Grenaa og Djurslands Teater med turnéforestillingen »Alle dage, alle nætter«.
Den svenske dramatiker Margareta Garpe har med dette stykke skrevet et moderne skuespil om det uudtømmelige emne: Familien og hvordan man overlever den.
Ulla Henningsen og Birgitte Simonsen spiller to søstre, Krista og Nita, der kæmper om deres mors kærlighed. Faren er død, og Krista bliver pludselig tvunget til at passe den mor, hun har brugt det meste af sit liv på at lægge afstand til. Egentlig har Krista fuldt op at gøre med at få sit eget liv til at hænge sammen. Hun er ikke bare i pengenød, hun er også i klimakteriet og i konstant konflikt med sin søster Nita. Men frem for alt er hun frustreret over sin elsker Henrik, der ikke kan beslutte sig for at forlade sin kone. Selv er Krista skilt fra lægen Martin, med hvem hun har delebarnet Jonna. Og heller ikke det er enkelt, for Jonna gør nu krav på at få sit eget liv.
»Alle dage, alle nætter« er et kærlighedsfuldt og komisk portræt af tre generationer af kvinder. Det handler om voksne, der har svært ved at blive voksne, og om hvor uendelig meget lettere det er at elske hinanden i medgang end i modgang.
Margareta Garpe er én af svensk teaters mest anerkendte kvindelige dramatikere. Stykket her er skrevet i 1991, og blev uropført i 1992 med stor succes på Dramaten i Stockholm.
Billetter kan købes/bestilles ved henvendelse til Djurslands Teaters kontor. Se i øvrigt annonce andetsteds i Grenaa Bladet for yderligere information.
Onsdag den 3. april kommer Det Kongelige Teater til Grenaa med turnéforestillingen »Alle dage, alle nætter«.
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002