Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 25-03-02
25 års jubilæum

stoffer.gif (11566 bytes)Den 1. april 2002 kan 60-årige Henning Stoffer fejre 25 års jublæum som restauratør på »Det Gyldne Krus« i Grenaa.
Pr. den 1. april 1977 overtog han nemlig »Det Gyldne Krus« i Lillegade fra Basse og Anna Udengaard. Det gør ham selvsagt til én af de restauratører i byen, der har haft bevilling i længst tid. På daværende tidspunkt havde Henning Stoffer og hans familie cirka seks erfaring med branchen efter at have drevet både Klitkroen i Fjand og Bovbjerg Badehotel lidt vest for Lemvig. I 1974 solgte han Klitkroen, og i 1977 blev Bovbjerg Badehotel solgt. Familien var på udkig efter nye omgivelser, idet Henning Stoffers daværende kone var blevet syg. Valget faldt på »Det Gyldne Krus« og Grenaa.
Det er således blevet til 25 begivenhedsrige år i Grenaa. »Kruset«, som han nu driver i fælleskab med sin nuværende kone, Conny Stoffer, har også undergået lidt af en forvandling siden Henning Stoffer overtog stedet i 1977. I 1981 blev gårdhaven bygget til, og i 1983 blev hele bygningen totalrenoveret. I 1996 blev der endvidere ofret en mindre formue på en omfattende facaderenovering og ombygning og renovering af restauranten på 1. sal, der hedder »Restaurant Fru Stoffer«.
»Kruset« i Grenaa har tit og ofte levende musik på programmet - via professionelle musikere fra nær og fjern - og musik fylder da også en stor del af Henning Stoffers liv. Fra 1960 til 1972 spillede han til stort set alle større baller i Jylland. Bassen og trompeten blev derpå lagt væk til fordel for restauratør-gerningen, men trompeten blev fundet frem igen i starten af 80'erne. For en 15-16 år siden var Henning Stoffer således én af initiativtagerne til oprettelsen af Grenaa Blæserne, hvori han er still-going-strong. Seneste større bevis herpå var den store nytårskoncert i Kulturhuset Pavillonen, hvor Centersalen var fyldt til bristepunktet til en musikalsk aften i selskab med Grenaa Blæserne, Arne Lundemann og Henning Amstrup (tidligere De Nattegale«).
1. trompetist i slyngel/underholdningsorkestret »Lauseniana« - et jysk symfoniorkester med topsolister - og en plads i 18-mands orkestret Glenn Miller Big Band, har han også kunnet skrive på sit musikalske visitkort.
Men i løbet af de 25 år har han naturligvis også brugt meget energi og tid på at finde det helt rigtige personale foruden det at pleje og passe kunderne.
25 års jubilæet fejres på forskellig vis. På selve dagen - mandag den 1. april - kan man købe flaskeøl til samme pris som for 25 år siden. Fredag den 5. april inviteres der på uformel reception på »Det Gyldne Krus« kl. 14-17, hvor Conny og Stoffer byder venner, kunder og forretningsforbindelser på lidt godt til ganen. Derudover er der 25% jubilæumsrabat på 3-retters festmenuer foruden en jubilæumskonkurrence, hvor man skal gætte, hvor mange glas fadøl der sælges på »Det Gyldne Krus« gennemsnitligt om måneden.


Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002