Nyt ældreråd i Nørre Djurs |
Det nye ældreråd i Nørre Djurs Kommune er nu etableret og har fået følgende sammensætning:
Grethe Jensen, Ørum, Leif Andersen, Fjellerup, Svend Kristensen, Rimsø, Gudrun Lundemose, Bønnerup Strand, Harry Lykke Nielsen (formand), Voldby og Klara Steen, Glesborg. Fra Socialudvalget er Knud Erik Olesen, Karlby, blevet valgt.
Ældrerådets opgave er at sikre, at brugerne har indflydelse på vilkårene for ældrebefolkningen i Nørre Djurs Kommune. Ældrerådet er et kontaktorgan mellem borgerne og Kommunalbestyrelsen i Nørre Djurs Kommune og er rådgivende i udformningen af Kommunalbestyrelsens ældrepolitik, og Ældrerådet skal høres i alle forslag, som berører ældrebefolkningen. Ældrerådet er desuden repræsenteret i »Klagerådet for hjemmehjælpsområdet« og »Frivillighedsrådet«, der støtter samarbejdet mellem det frivillige og sociale arbejde og det offentlige.
Har man spørgsmål, problemer, gode idéer til ældrepolitikken i Nørre Djurs Kommune, er man meget velkommen til at kontakte ét af medlemmerne i Ældrerådet. Rådet vil så behandle henvendelsen, kommentere den og derpå videresende den i systemet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002