Grenaa Bladet - 19-03-2002
Ernæringskursus på Landbocentret i Følle

Er du bikiniklar? Har du mistet din trivselsvægt? Således spørger forbrugerkonsulenten Silke Lorenzen, der i så henseende tilbyder et ernæringskursus over fem tirsdage i perioden fra den 2. til den 30. april. Kurset foregår på Landbocentret i Følle, og er for alle interesserede. Det er Djursland Landboforening, som står bag kursusforløbet.
- Om det er ønsket om at tabe sig, behov for en kolesterolfattig kost eller bare interesse for sundhed og trivsel - alle vil kunne tage noget med sig hjem. Opskrifterne og ideer til den daglige mad gør det lettere at ændre indgroede vaner. Der vil også være gode muligheder for at udveksle erfaringerne med de andre deltagere. Der skal over de fem aftener aflives nogle myter, og deltagerne får forhåbentlig lyst til at omsætte den nye viden i praksis, fortæller Silke Lorenzen, der kan kontaktes på Landbocentret i Følle for tilmelding og/eller yderligere information.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002