Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling i Grenaa gav 30.000 kroner |
Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling i Grenaa søndag den 3. marts gav et flot resultat. 30 indsamlere samlede således 30.000 kroner ind. Det er nu tredje gang, der har været en sådan sogneindsamling i Grenaa. I 1999 blev der samlet 17.500 kroner ind, og sidste år 23.500. Der har altså været en fin stigning i beløbet hvert år, og man glæder sig naturligvis også over, at der var så relativt mange der meldte sig som indsamlere i år. Men Grenaa er et stort sogn, så alle ruter kunne ikke dækkes ind. Der er brug for cirka 50 indsamlere i alt, for at man kan dække alle ruter ind. Desuden er en justering af ruterne påkrævet, eftersom nye kvarterer vokser. Også dette forhold kræver ydeligere behov for indsamlere.
Under indsamlingen blev optagelsen af en nylig afholdt gudstjeneste i Grenaa Kirke vist på DR1. Indsamlerne fik lejlighed til at se en videooptagelse af gudstjenesten, da de kom hjem fra deres kolde og våde indsamlingstur.
- Den stigende interesse, som er udvist af såvel indsamlere som givere i de senere år, viser, at man er parat til at hjælpe folk i nød i deres hjemlande, så de ikke tvinges til flugt, udtaler én af de lokale indsamlings-koordinatorer, Knud Rasmussen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002