Grenaa Bladet - 12-03-2002
Countryfesten i Grenaa i uge 31 er sat på skinner

I forbindelse med afholdelse af en stor country-festuge i uge 31 i Grenaa, havde Lions Club Grenaa inviteret alle kommunens foreninger og klubber til en informationsaften den 26. februar i Grenaa Idrætscenters foyer. Formålet med dette aftenmøde var at fortælle om wild west-arrangementet - herunder dets idégrundlag - samt at få etableret en dialog til interessenter, der ønsker at deltage i dette store sommer-arrangment, som man har valgt at kalde »På hat med Grenaa«.
Der var mødt 43 repræsentanter fra foreningslivet frem denne aften i Idrætscentret, og det blev aftalt, at foreningerne skal melde tilbage til Lions Club Grenaa indenfor kort tid, om de ønsker at deltage i optoget lørdag og/eller være med på en stadeplads i Grenaa Centrum. Lions Club Grenaa’s kontaktperson i den forbindelse er Claus Tjørnelund, Grenaa.
Lions Club Grenaa vil efterfølgende indkalde de interesserede foreninger til et nyt fællesmøde, hvor de forskellige opgaver og aktivitetstilbud vil blive drøftet og aftalt.
Arrangementet handler kort fortalt om, at det hele starter med, at byens gader og butikker trækker i western-tøjet med henblik på at forvandle hele Grenaa Centrum til en moderne Wild West-by. Det er tanken, at midtbyen skal summe af liv og glade cowboy-dage. Butikkerne, deres tilbud og gaderne vil i det hele taget være dekoreret i bedste western-stil. Hver af de deltagende butikker vil udforme sin helt egen Wild West-indretning med dertilhørende western-tilbud.
Ugen afsluttes med et brag af en byfest. Byfesten laves af Lions Club Grenaa i et samarbejde med Grenaa Kommunes foreningsliv, butikker, institutioner, klubber og privatpersoner, der måtte ønske at bidrage til festlighederne. Den kommer til at foregå i et stort telt ved Kulturhuset Pavillonen
- Country- og western-arrangementet tager udgangspunkt i, at foreninger, erhvervsliv, institutioner, Handelscenter Grenaa, Grenaa Kommune og Turistbureauet i tæt samarbejde præsenterer Grenaa Kommune fra dens bedste side. Det vil sige som en aktiv kommune, hvor næsten alt er muligt, udtaler Valdemar Haumand fra Lions Club Grenaa.
Byfesten indledes med en stor åbningsparade, der kører gennem Grenaa’s gader. Her vil man blandt andet kunne opleve hestevogne, brandbiler, cheargirls, dansetrupper, amerikanske biler, motorcykler og firmarepræsentanter. I løbet af dagen vil der desuden på alle byens torve, pladser og i gågaderne være et væld af arrangementer, optræden, stadepladser og konkurrencer for børn og voksne.
Country-festugen er tænkt som en afløser for Lions Club Grenaa’s traditionsrige »Fut i Fejemøget« på Grenaa Lystbådehavn, men der er dog til en vis grad tale om genbrug af et godt koncept, idet torsdag aften i teltet på festpladsen i lighed med tidligere år vil være forbeholdt pensionisterne. Og fredagens festarrangement med danseorkestret Zena flytter man også op i teltet på festpladsen ved Kulturhuset Pavillonen.
Lions Club Grenaa er med andre ord vært ved teltfesterne torsdag, fredag og lørdag den 1.-3. august, samtidig med, at clubben forestår den praktiske koordinering af alle aktiviteter i øvrigt i ugens løb.
Clubben afholder i år 40 års jubilæum og alt overskud fra arrangementerne går ubeskåret til humanitært arbejde lokalt og internationalt.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002