Grenaa Bladet - 05-03-2002
Kiosken på Søndenå har fået nyt ejer-par

Med virkning fra mandag den 4. marts har kiosken på Søndenå Butikstorv i Grenaa fået nye ejere. Det nye ejerpar hedder Jens og Berit Pedersen, og de kommer fra Randers, hvor de også har været beskæftiget med kioskdrift. Oprindeligt kommer Jens Pedersen faktisk fra Grenaa, hvor han i sin tid blev udlært som tøjekspedient hos Olrik. Siden rejste han fra byen, og har i mellemtiden været beskæftiget på flere områder som selvstændig erhvervsdrivende. Ønsket om at vende tilbage til Grenaa har dog været der hele tiden, og nu realiseres dette ønske med overtagelsen af »Complet«, som kiosken på Søndenå retteligt hedder. Det sker samtidig med, at Jens og Berit Pedersen netop har afsluttet forpagtningen af kiosken i Randers.
Det er Hanne og Poul Elo Bach, Fuglevængets Super i Grenaa, der har valgt at afhænde kiosken, og det er sket med henvisning til, at helbreddet ikke helt kan holde til det at drive to forretninger.
- Vi har været glade for vores tid på Søndenå, men der har været lige lovlig meget at gabe over. Vi var jo i sin tid heller ikke decideret på udkig efter en forretning nummer to. Da kiosken på Søndenå lukkede for halvandet år siden, var det nogle helt andre motiver, der lå bag. Dels noget nostalgi. Det var faktisk lige nøjagtig den kiosk vi havde kig på for 10 år siden, da vi ledte efter lokaler til at starte butik i. Vi kunne dengang ikke blive enige med den daværende ejer, og etablerede i stedet forretning i Fuglevænget. Da den så lukkede, blev vi hurtigt enige om, at det ganske enkelt ikke kunne være rigtigt. Der SKAL være en kiosk på Søndenå. Men det har været et stort arbejdspres, og helbredsmæssigt fik jeg på et tidspunkt det gule kort, så vi har altså valgt at sætte den til salg. Men det er en god kiosk, der ligger et godt sted, så vi er sikre på, at Jens og Berit nok skal få en god forretning ud af det, siger Poul Elo Bach, der nu sammen med hustruen Hanne og deres personale nu vil koncentrere sig om udelukkende at drive Fuglevængets Super.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002