Grenaa Bladet - 05-03-2002
UGE-møde om virksomheders arbejde med sundhedsfremme

Udviklingsforum for Grenaa’s Erhvervslivet, der også er kendt under forkortelsen UGE, står for et møde om virksomheders arbejde med at skabe sundshedsfremme blandt deres medarbejdere, og det foregår hos SCA Packaging Djursland (tidligere Grenaa Papfabrik) torsdag den 14. marts. Eftermiddagens foredragsholdere omkring emnet er SCA Packaging Djurslands miljø- og sikkerhedschef, Tonny Møller, direktør for BST Djursland, Tommy Gilkou og SCA Packaging Grenaa’s (tidligere Danapak) sikkerhedsleder, Carsten Møgelvang Hansen. Den målgruppe, som man sigter efter som mødedeltagere, er tillids- og sikkerhedsrepræsentanter og ledere og mellemledere i såvel private som offentlige virksomheder.
SCA Packaging Djursland har i nogle år arbejdet med at blive miljøcertificeret på sit arbejdsmiljøarbejde efter den internationale standard OHSAS 18000. Virksomhedens miljø- og sikkerhedschef, Tonny Møller, vil på UGE-mødet præsentere metoden samt de konkrete synlige resultater af arbejdet. Virksomheder har indtil videre en årlig arbejdsmiljøafgift til staten, som vil kunne refunderes med gennemførelse af arbejdsmiljøcertificering, »så der er også penge i skidtet«.
På nabovirksomheden SCA Packaging Grenaa er man ved at starte et projekt om sundersfremme og begrebet »det hele menneske«. Sikkerhedsleder Carsen Møgelvang Hansen vil fortælle om de overvejelser SCA Packaging Grenaa har gjort sig, inden man satte gang i projektet. På grund af et krav fra EU om gratis sundhedstjek for medarbejdere på treholdsskift, overvejede sikkerhedsorganisationen på SCA Packaging Grenaa, om ikke man kunne gøre tingene på en anden måde. Man har derfor inddraget BST Østjylland til at udarbejde en sundhedsprofil for hver enkelt medarbejder gennem et spørgeskema. Ved samme lejlighed vil der blive foretaget en kortlægning af det psykiske arbejdsmiljø i hele virksomheden. Frem for at lade nærmeste overordnede foretage interviews med sine medarbejdere, har man altså valgt at lade BST udføre dem, da man tror, at der vil kunne komme mere frem på denne måde. Resultatet heraf forventes at give fordele for såvel medarbejdere som virksomheden.
BST Østjylland vil på UGE-mødet give en overordnet redegørelse for arbejdet med sundhedsfremme og helhedssyn på mennesket på arbejdspladser. Det sker ud fra den betragtning, at arbejdspladsen er det ideelle udgangspunkt for et systematisk arbejde med sundhedsfremme.
Tilmelding til dette UGE-møde er nødvendig, og kan ske ved henvendelse til UGE’s sekretariat v/ Bente Christensen på Grenaa Rådhus.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002