Grenaa Bladet - 05-03-2002
Konfirmand-mode anno 2002!

konfirmation.jpg (39011 bytes) konfirmation-2.jpg (35756 bytes)
Fotos: Lene Madsen.

Den store sal i Grenaa Kino var fyldt til bristepunktet med vordende konfirmander og deres forældre, idet 12 lokale forretninger gik sammen omkring det at lave et stort konfirmandmodeshow tirsdag aften i sidste uge. Der var masser af inspiration at hente indenfor alle tænkelige kategorier vedrørende de forestående konfirmationer. Tøjeksperten Olrik og Vero Moda sørgede for at vise konfirmand-mode anno 2002 indenfor tøj til henholdsvis drengene og pigerne - både til selve dagen og bud på 2. dags-tøjet. Bianco Shoes sørgede for moderigtigt fodtøj i samme forbindelse, og ligeså hvad angår briller, hvor Grenaa Special Optik leverede varen - om man så må sige. Klippehjørnet satte lokkerne på modellerne, så der også var bud på konformand-hårmoden 2002, mens Viggo Jensen Cykler og expert i Grenaa diskede op med diverse gaveidéer. Byens Konditori gav bud på forskelligt bagværk, mens Blomsterkurven viste, hvordan der kan pyntes flot op med blomsterdekorationer på den store dag. Bud på selve festbordet og festmenuer blev klaret af Restaurant Skakkesholm, mens PhotoCare i Grenaa bød på inspiration indenfor fotografering og gaveidéer. Gode vine skal der naturligvis også på bordet sådan en dag, og her var Jøns’ Eftf. i Grenaa på banen med en række forslag.
Underholdning ud over selve modeshowet var der faktisk også sørget for i forbindelse med tirsdagens modeshow i sidste uge. Her havde de deltagende forretninger hyret ingen ringere end en vaskeægte »Popstar« i skikkelse af Maja, der var med til det sidste i opløbet om at blive én ef de fire unge kvinder, der via TV2-projektet »Popstars« skulle blive til en rigtig popgruppe. Louise Lolle fra Grenaa kom med, men Maja fra Balle blev sorteret fra til allersidst. Ingen var dog i tvivl om, at der her var tale om et pigebarn med en usædvanlig flot stemme, og hun har da også fået sig en lille solokarriere ovenpå Popstars-projektet. Og det var altså den, der bragte hende forbi Grenaa Kino tirsdag aften i sidste uge, hvor hun i pausen mellem aftenens to modeshows gav et par numre fra sit repertoire.
Efter konfirmand-modeshowet var der i øvrigt åbent hos de deltagende forretninger, så de vordende konfirmander og deres forældre efterfølgende kunne kaste sig over, hvad de nu måtte have ladet sig inspirere til at købe til den store festdag.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002