Diverse trafikforseelser... |
Forrige weekend var ikke én af de mest begivenhedsrige i Grenaa Politi’s historie, men diverse trafikforseelser kunne det dog blive til. Fredag eftermiddag blev en 26-årig kvinde fra Boeslum-området ved Ebeltoft noteret for kørsel på EU-knallert uden at have førerret til køretøjet.
Lørdag aften var politiet i aktion med deres fartmålingsudstyr, og det kostede en mandlig bilist en betinget frakendelse af kørekortet i forbindelse med kørsel på Nordre Strandvej - foruden en klækkelig bøde naturligvis. Samme aften snuppede man én til fartsynder i Grenaa, men han slap med en bøde for at køre for stærkt. Er fartoverskridelsen på 70% af det tilladte - eller derover - ryger der en betinget frakendelse af kørekortet med ind i billedet. Lørdag aften bød også på en enkelt spritsag. Den var rettet mod en 24-årig mand fra Tirstrup, der blev snuppet i forbindelse med kørsel på en EU-knallert på Århusvej i Tirstrup.
Søndag var det så en mandlig bilists tur til at blive konfronteret med en sigtelse for spiritus/promillekørsel. Det foregik på Århusvej i Grenaa, og involverede en 36-årig mand fra Århus.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002