Nordea’s årsmøde får besøg af Ulrik Wilbek |
Torsdag den 14. marts afholder Nordea (tidl. Unibank) årsmøde, og mødet får en prominent gæst, idet den tidligere kvindelandsholdstræner i håndbold, Ulrik Wilbek, denne torsdag aften kommer til Grenaa for at fortælle om coaching i med- og modgang. Det sidste har han for tiden ganske tæt inde på livet, idet hans klub, Viborg HK, lige nu ikke just oplever den bedste sæson i mands minde. Kvindeholdet, som Ulrik Wilbek er træner for, er ude af Champions League, og er tilmed en smule agterudsejlet i forhold til 1. pladsen i Håndbold Ligaen, som de midtjyske rivaler fra Ikast har sat sig tungt på. Ulrik Wilbek er endvidere sportschef i Viborg HK, hvor herrerne heller ikke klarer sig for godt. Så hvis hans indlæg denne aften mestendels handler om coaching i modgang, så har det sin helt naturlige forklaring...
Hans indlæg vil under alle omstændigheder handle om, hvordan man arbejder med at flytte sig selv som person og som hold - og hvordan man udvikler andre.
Årsmødet kommer til at foregå i Kulturhuset Pavillonen, hvilket er en nyskabelse i banken. Det sker med henvisning til, at Kulturhuset Pavillonen byder på nogle anderledes muligheder for afvikling af årsmødet - herunder plads flere deltagere.
Årsmødet kommer naturligvis også til at inkludere beretninger over det forgangne år ved bankdirektør Bent Nørsten og bankrådsformand Niels Rovsing. De bankfaglige beretninger vil omhandle lokale forhold samt en gennemgang af, hvordan man i Nordea selv kan sammensætte sine bankforhold.
Efter disse beretninger kommer Ulrik Wilbek »på banen« med sit indlæg, hvorefter mødet som sædvanligt sluttes af med et let traktement.
For at deltage i mødet skal man som Nordea-kunde blot henvende sig i én af Nordea’s filialer og hente et adgangskort - men senest den 7. marts.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002