Kong Vinter gjorde come-back |
Bedst som man troede, at foråret lurede lige om
hjørnet, så gjorde Kong Vinter come-back, så det kunne mærkes. En voldsom snestorm
hærgede hele Østjylland onsdag i sidste uge, og det så voldsomt, at skolerne lukkede
mange steder, og sendte børn og lærere ud på de sneglatte veje i bestræbelserne på at
komme sikkert hjem i de varme stuer. Dagen efter holdt skolerne helt lukket, og mange
måtte opgive at komme på arbejde på grund af snemasserne. I stedet kunne tiden jo
passende benyttes til at nyde vinterlandskabet torsdag, hvor vejret viste sig fra en noget
mere venlig side med højt solskin og svag vind. Grenaa Bladets fotograf Lene Madsen tog
sit kamera på nakken, og gik ud for at lave snebilleder i Grenaa Plantage, og det kom der
blandt andet disse to billeder ud af.
Den voldsomme snestorm skabte selvsagt en del trafikale problemer. Biler røg og grøften
og træer væltede, men heldigvis var man i Grenaa Politikreds forskånet for ulykker med
tilskadekomne. Folk var i det store og hele fornuftige, og holdt sig indendøre, mens
stormen rasede, lyder meldingen fra ordensmagten.
Et par elmaster røg også rundt i forbindelse med stormens hærgen, og dermed blev små
og store boligområder rundt omkring på Djursland mørklagt fra først på aftenen.
Strømmen vendte i flere tilfælde først tilbage torsdag op af formiddagen.
Og - nåh ja - natten til fredag startede det hele forfra igen....!
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002