Nu skal der påny præmiebowles i bowlingcentret |
Efter en pause vender præmiebowlingen nu tilbage i Grenaa Bowlingcenter. Lørdag eftermiddag den 2. marts lægges der ud med plads til 8 hold á 4 personer. Alle hold spiller en serie mod hvert af de øvrige hold.
- Find på et skørt holdnavn og tilmeld dig i baren i centret senest onsdag den 27. februar. Alle kan deltage, unge som gamle. Ingen er for gode og ingen er for dårlige, så kom og vær med, siger Carsten Jensen fra Grenaa Bowlingcenter.
En omgang præmiebowling tager cirka 4 timer og bagefter er der præmieoverrækkelse.
- Og det er bestemt ikke kun de tre bedste hold, der får en præmie. Vi bestræber os på hver gang at have en præmie til alle holdene, og der vil ligeledes blive taget billeder af alle holdene til ophængning i centret. Undervejs vil der også være små overraskelser til spillerne. Af præmier kan der blandt andet nævnes sådan noget som 1500 kroner i kontanter, et Mini Grand Prix til Grenaa Go-Kart Center, videogavekort, bowlinggavekort med videre. Efterfølgende vil der endvidere være et stort carvery-bord leveret af Meilgaard Slotskro - som er med i prisen - og det hele rundes af med en gang karaoke ud på aftenen, slutter Carsten Jensen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002