Kaniner i Kolind |
Lørdag og søndag d. 19. og 20. februar slår Djurslands Kaninavlerforening dørene op til Byhallen i Kolind, hvor de vil afholde deres årlige vinterudstilling.
Som tidligere år vil der være mange forskellige kaniner at se på, store kaniner, små kaniner, langørede kaniner, kortørede kaniner, langpelsede kaniner og kortpelsede kaniner og mange mange flere.
Mange af kaninerne når lige at få 12 dages hvil, siden de var på Landsudstilling og Danmarks Mesterskab i Hadsund, i forrige weekend, hvor de gjorde sig særdeles godt, - så godt, at Randers Kredsen, som Djurslands Kaninavlerforening er en del af, blev kåret til Danmarks Bedste Kreds. Adskillige pokaler, racepokaler (det er dem, der tilfalder de bedste kaniner i den pågældende race), og mange gode ærespræmier gik hjem til Randers-egnen efter den weekend.
Kaniner har det ligesom andre dyr, de bliver udstillingstrætte, hvis de bliver udstillet weekend efter weekend, så gider de ikke mere, lægger sig fladt hen ad dommerbordet, vil ikke præsentere sig osv. Men de fleste af de avlere, der udstiller i Kolind har taget hensyn til dette, deres kaniner har ikke deltaget i andet end Landsudstillingen og så nu i Kolind, - så deres kaniner er i superform.
Udstillerne kommer fra et bredt område, der ventes udstillere fra Hobro, Randers, Århus, Hadsund, Viborg og endda helt fra Struer.
Dommerne kommer ligeledes fra et stort område, nemlig fra Fjeldstedvang, Rødkærsbro, Støvring og Struer.
Tilmeldingen er ikke helt slut, men der forventes ca. det samme antal dyr som tidligere år, nemlig ca. 225 til 250.
Udstillingskvaliteten vil nok være lidt svingende, for den milde vinter giver tidlig fæld, men hvis vi får lidt koldt vejr her op til udstillingen, holder det forhåbentlig lidt på hårene.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002