Rivegildet i Fannerup |
Lørdag den 2. marts 2002 laver Musikteatergruppen Rivegildet et »Børnekulturraket«-arrangement i Fannerup Forsamlingshus. Dagen bliver til i et samarbejde mellem Rivegildet og forsamlingshuset.
Dagens program står på professionelt børneteater og gøglerworkshops, leg og show med Rivegildets Fatamorgana. Hele eftermiddagen holder forsamlingshuset samtidig åbent i caféen.
Det hele starter med teaterforestilling for alle fra 2 år og opefter. Rivegildet opfører »Stefan og månen«, som handler om Stefan og hans bedstefar. Stefan er på besøg i dag hos bedstefar og sammen går de op på bakken. Her gror der et træ bedstefar plantede, da han var dreng. Bedstefar vil vise Stefan sin gamle ven, månen, og sammen ser de den stige op bag bakkerne.
En poetisk forestilling om den særlige forståelse der er mellem Stefan og hans bedstefar, spillet af Gitte Sloth fra Rivegildet.
Forestillingen varer ca. 1/2 time og derefter kan publikum selv slå sig løs i Rivegildets Fatamorganas gøglerworkshops, sminkebord og meget mere under ledelse af Lotte Trold fra Rivegildet.
Rivegildets Fatamorgana består af en gruppe voksne og børn, som har arbejdet længe med forskellige gøglerfærdigheder og som laver workshops og shows rundt omkring til børnekulturdage, institutioner, byfester o.s.v.
Dagen sluttes af med et gøglershow. Først får publikum lejlighed til at vise, hvad de har lært i dagens løb, derefter slutter Fatamorgana af med deres eget flotte show.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002