Foredrag om bredbånd |
For livet på landet findes ingen jævnbyrdig deltagelse i fremtidens samfund, uden en bredbåndsadgang til Internettet og andre elektroniske netværk.
En landzone uden adgang på rimelige vilkår til bredbånd, vil miste konkurrenceevnen på næsten alle områder og risikerer derved at udvikle sig til et fattigdomsområde.
Vi har derfor brug for adgang til ægte bredbånd på rimelige vilkår for alle på Djursland hurtigst muligt. Men dét kommer ikke til at ske af sig selv. Lovgivningen fæster lid til markedskræfterne. Og på dette marked agerer teleselskaberne. De går, som man kan forvente, efter hurtig gevinst og satser derfor ikke på opstilling af det nødvendige udstyr i tyndt befolkede områder, idet det lille brugerantal omkring centralt placeret udstyr betyder en risiko for ikke at skabe fortjeneste. Dette problem forstærkes af, at alle kendte teknikker svigter over større afstand.
Andre markedskræfter er derfor nødvendige hvis der skal sættes skub i IT-udviklingen på Djursland.
Amtet har investeret i at forbinde hospitalerne og de amtslige institutioner med fiber, men det får ikke umiddelbart nogen virkning for husstande og virksomheder. Ligeledes har et fælles kommunalt initiativ søgt at tiltrække teleselskabernes opmærksomhed i forbindelse med at skaffe kommunernes institutioner billigt bredbånd og telefoni. Men heller ikke dette initiativ får husstande og virksomheder umiddelbart gavn af.
For at fremme sagen gik borgerne fra Djurslands 8 bokommuner i efteråret 2001 sammen om at skabe en bredbånds-forbrugerorganisation for Djursland med det sigte at skaffe lynhurtigt Internet til fast lav pris overalt på Djursland. I Bredbåndsforeningen DjurslandS.net ved man, at det er medlemstallet der i sidste ende vil gøre Djursland interessant at investere i for teleselskaberne. Derfor har man kørt en kampagne for at hverve medlemmer. Medlemsskab er gratis og ufforpligtende. Omkring 2000 interesserede har indtil nu meldt sig. Bredbåndsforeningen er på denne baggrund i gang med forhandlinger med en række teleselskaber og -operatører.
Hvor langt er man kommet? - Hvad er mulighederne? - Og hvad gøres der konkret for at sikre at Djurslands befolkning ikke hægtes af udviklingen frem mod IT-samfundet, men får adgang på rimelige vilkår til en bredbånds-infrastruktur?
Foredraget er for alle på Djursland og arrangeres af LOF i Nørre Djurs og holdes af formanden for Bredbåndsforeningen DjurslandS.net, Bjarke Nielsen, mandag den 25. februar i cafeteriet i Nørre Djurs Hallen, Idrætsvej 2 i Glesborg.
Honorar for deltagerbetalingen skænkes til Bredbåndsforeningens arbejde.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002