Grenaa Bladet - 19-02-2002
Alle kattene slap løs

boern-lyngby.jpg (12342 bytes)

De slap løs. Alle de katte som fastelavnsmandag sad i tønder rundt omkring på Djursland. Der var små poder, som næsten ikke turde slå med køllen. Det var da synd for den lille mis.
Men befrielsen var stor, da det drønede med slik ud af tønderne, og der blev samlet op af det gode guf.
På plejehjemmet Lyngbygaard var der samlet 30 børn fra Børnenes Hus i Trustrup. Børnene var flinke til at samle slik op og forære det væk til beboerne på hjemmet. Det vakte almidelig jubel.
Børnene fra Trustrup havde også et billede med, som de gav til plejehjemmet. Så det er ikke sidste gang, der er kontakt mellem plejehjem og børnehave.
Grenaa Handelscenter havde tøndeslagning på Torvet ved siden af kirken. Der var mødt mange børn, og aldersgruppen 7-10 år blev først færdige. Der var fastelavnsboller til alle fra Byens Konditori, også til de voksne, og der var præmier fra Skoringen.
Regnen silede i perioder ned over Torvet, og mange malede ansigter blev lidt stribede, men humøret fejlede ikke noget.
Der var tøndeslagning mange steder, og enkelte forretninger var også med til at fejre fastelavn. Ib’s Bageri i Lillegade havde en konkurrence løbende. Der kunne man vinde en tønde og en hel fastelavnsfest. Det drejede sig om at tegne på en labyrint, så katten slap ud.
Fastelavn plejer også at varsle begyndende forår, og det hændte også, at folk kunne ane lyset gennem regnbygerne.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002