Grenaa Bladet - 12-02-2002
Politiet kører lige nu målrettet indsats i sommerhusområderne

Grenaa Politi kører lige nu - som tilfældet også var sidste år ved denne tid - en målrettet indsat i sommerhusområderne med henblik på at skabe tryghed for sommerhusejerne og utryghed for dem, der uretmæssigt vil ind i sommerhusene. I hele sidste uge var 6 politifolk således beskæftiget med at checke diverse sommerhusområder - Ebeltoft/ Mols og Norddjursland eksempelvis - for eventuelle indbrud og mistænkelig adfærd. Man fangede ikke nogen tyveknægte i den anledning, men indsatsen skal også først og fremmest ses i et præventivt lys, idet politiet viser, at de kører rundt i området, samtidig med, at de opsøger folk, der er kendt for at begå sommerhusindbrud. Politiet benytter her lejligheden til at »spørge til deres helbred«, og fortælle dem lidt om, hvad de som politifolk p. t. får dagene til at gå med....! Altsammen for at få skabt en præventiv effekt vedrørende indbrud i sommerhusene, hvilket politikredsen fra tid til anden har været voldsomt plaget af.
Politikommissær Bo Paulsen kan »berolige« de kriminelle elementer med, at denne specielle indsats på området langt fra er færdig endnu, og således vil fortsætte et godt stykke tid ud i den nærmeste fremtid.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002