Grenaa Bladet - 12-02-2002
Handelscenter Grenaa’s nye sekretær hedder Marianne!

48-årige Marianne Bjørnlund fra Grenaa er netop startet som Handelscenter Grenaa’s nye handelssekretær. Hun afløser Sanne Daugaard, der er gået på barsel med henblik på senere på foråret at nedkomme med sit andet barn. Efter endt barselsperiode agter Sanne Daugaard at søge nye udfordringer rent arbejdsmæssigt, så der er ikke kun tale om et vikariat for Marianne Bjørnlunds vedkommende, men derimod en fast stilling.
Hun kommer oprindeligt fra Århus, men flyttede til Grenaa i 1999 med mand og barn. De flyttede til Grenaa, selv om de begge havde faste jobs i Århus. Gennem 28 år var Marianne Bjørnlund ansat i Danske Bank i Århus som henholdsvis rådgiver og markedsmedarbejder. Det første stykke tid med bopæl i Grenaa kørte hun til arbejdet i Århus hver dag, men i april sidste år sagde hun sin stilling op. Den mellemliggende periode har hun brugt på at finde ud af bogføringssystemer på EDB. Hun har kørt frem og tilbage mellem Grenaa og Hadsten i et halvt år for at opnå faglig status som revisorassistent, og da stillingen som handelssekretær hos Handelscenter Grenaa blev slået op, søgte hun stillingen - og fik den. Men hvorfor i det hele taget flytte til Grenaa - med to gode jobs i Århus - uden at have et job på hånden?
- Grenaa er et godt sted at bo. Vi opdagede byen og dens fantastiske omkringliggende naturværdier via ophold på Fornæs Camping og ture med Grenaa-Varberg-færgen, og i 1999 fandt vi altså det helt rigtige hus, og så slog vi til. Og det har vi ikke fortrudt. Her er jo alt: Sygehus, masser af forretninger, vand, skov og strand. Det er specielt naturværdierne, vi er faldet for. Og så det, at der her er mere albuerum end i Århus. Jeg kan godt li’ at have god plads omkring mig, siger Marianne Bjørnlund.
Hun har overtaget Sanne Daugaards opgaver med hensyn til bogføring og medlemskontakt, og så skal hun også bruge en del tid på at koordinere og arrangere aktiviteterne i Handelscenter Grenaa. Ikke mindst af den grund er stillingen blevet opnormeret til en fuldtidsstilling.
Marianne Bjørnlund’s mand kører fortsat frem og tilbage mellem Århus og Grenaa for at passe sit arbejde, mens den 12-årige søn går på Vestre Skole.
Måske man skulle bruge den lille familie fra Århus som en solstråle-historie i den bosætnings-kampagne, som embedsmænd og politikere i Grenaa Kommune brygger på i disse dage...?
Handelscenter Grenaa’s kontor er midlertidigt henlagt til et lokale ved siden Informationen på Grenaa Rådhus. Der arbejdes i øjeblikket på at finde en permanent løsning, men det er endnu ikke klarlagt, hvor Handelscenter Grenaa’s kontor med tiden skal flyttes hen. Kontoret blev hjemløst i forbindelse med den igangværende ombygning af Det Gamle Rådhus på Torvet, hvor Grenaa Turistbureau nu holder til i stueetagen, samtidig med at man renoverer 1. salen med henblik på åbning af Smykkemuséet omkring påske. Hvis alt går vel.

handelssekretaer.jpg (6324 bytes)
48-årige Marianne Bjørnlund er ansat som Handelscenter Grenaa’s nye handelssekretær. Hun er tilflytter fra Århus, hvor hun i 28 år har arbejde i Danske Bank som henholdsvis rådgiver og markedsmedarbejder.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002