Grenaa Kommunes egen telefonbog er sendt på gaden for anden gang! |
Lokalbogen for Grenaa Kommune udkom første gang i 2001. Initiativet har vist sig at være
bæredygtigt, og i uge 4 og 5 var det så tid for husstandsomdeling af 2002-udgaven. Idet
disse linier læses skulle samtlige husstande, kontorer og forretninger i Grenaa Kommune -
samt kontorer i 8400 Ebeltoft, 8444 Balle, 8550 Ryomgård, 8560 Kolind og 8581 Nimtofte -
gerne have modtaget ét eller flere eksemplarer. Oplaget er på 13.800 eksemplarer, og så
længe lager haves kan »Lokalbogen - Telefon- og adressebog for Grenaa Kommune 2002«
købes ved henvendelse til Grenaa Bladet, Storegade 37, 8500 Grenaa. Det er nemlig fortsat
Grenaa Bladet og Grenaa Bogtrykkeri, der står bag henholdsvis redaktion og produktion af
den lokale telefon- og adressebog, der i år er udkommet med et udvidet fagregister - og
så har den fået tvilling-søster i Nørre Djurs. Læs mere herom andetsteds i Grenaa
Bladet.
- Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke for den store tilslutning til de nye
lokalbøger. Det er virkelig dejligt, når det lokale erhvervsliv bakker op omkring lokale
initiativer, siger ansvarshavende redaktør på Grenaa Bladet, Ole Skaanning Olesen.
Også kommunens borgmester, Gert Schou, hilser 2002-udgaven velkommen.
- Lokalbogen for Grenaa udkom første gang i 2001. Jeg var glad for det nye initiativ, og
det glæder mig også meget, at den ikke blev en engangsforeteelse, så endnu engang siger
jeg velkommen til Lokalbogen. Jeg ved, at den bruges meget som opslagsbog rundt omkring,
udtaler Gert Schou i forbindelse med udgivelsen, der som en nyskabelse i forhold til
sidste år har et navneregister for Nørre Djurs Kommune bagi - og det hele er fortsat
bygget op omkring de brugervenlige faner, der gør det nemt at finde rundt i Lokalbogen.
Og ellers indeholder Lokalbogen Grenaa 2002 alt det, som en telefon- og adressebog med
respekt for sig selv skal indeholde. Det være sig en masse relevant kommuneinformation -
herimellem billeder af og information om det nye Grenaa Byråd - et foreningsregister,
bykort over alle de større byer i kommunen og et 72 sider stort fagregister foruden
navne-, gade- og nummerregister for Grenaa Kommune.
Lokalbogen - Telefon- og adressebog for Grenaa Kommune - er netop blevet sendt på gaden
for anden gang. Her ses den sammen med Lokalbogen Nørre Djurs 2002, som er en lokal
nyskabelse.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002