| Team Rygaard A/S konkurs, men op mod 140 arbejdspladser reddet: |
Rygaard-familien har opkøbt stor del af Team Rygaard af konkursbo
Et af landets største vognmandsfirmaer, Team Rygaard A/S i Grenaa, er af retten i Grenaa blevet erklæret konkurs. Ikke lige den erhvervsnyhed man fra lokal side har brug for i disse tider, men denne dårlige nyhed reddes heldigvis af rimeligt god af slagsen. Familien Rygaard med faderen Jørn Rygaard i spidsen overtog nemlig hovedparten af aktiviteterne i Team Rygaard A/S med virkning fra fredag den 25. januar. Den nu udskilte del af firmaet hedder Rygaard Transport & Logistic A/S, og endvidere har man overtaget datterselskabet Carl Gregersen Distribution A/S. Dermed er mellem 130-140 hovedsageligt Grenaa-baserede arbejdspladser reddet. Jørn Rygaard vurderer, at han, sønnen Gert Rygaard og datteren Helle Rygaard Andersen dermed har overtaget mellem 60 og 70% af Team Rygaard A/S.
Det er med andre ord det gamle Rygaard Transport, som familien Rygaard nu har købt tilbage. I 2000 blev Rygaard Transport fusioneret med det århusianske firma Team Transport. Navnet på fusionen blev Team Rygaard A/S, som siden har fungeret i et delt ejeskab mellem Rygaard-familien i Grenaa, den administrerende direktør Christian Løche Andersen samt Mia Andersen fra Team Transport. Ved fusionen trådte Jørn Rygaard ud af direktionen for at gøre plads til sønnen Gert Rygaard. Med andre ord et generationsskifte, samtidig med, at man etablerede ét af landets allerstørste transportfirmaer. 200 egne lastbiler og 140 lejede rådede man således over fra starten af. Firmaet har siden spredt sine aktiviteter - ikke mindst på Sjælland, hvor man har overtaget flere firmaer i branchen. Og det skulle netop være her, at det er gået galt. Kørsel med dagrenovation, foderstoffer, tankvognskørsel, kranvirksomhed, lagerhotel og import- og eksport-kørsel har åbenbart været for stor en mundfuld for selskabet.
Jørn Rygaard vil ikke kommentere årsagen til, at selskabet er gået konkurs alene af den grund, at han trådte ud af direktionen ved fusionen, og ikke har været involveret i den daglige drift siden. Han henviser i stedet til den administrerende direktør Christian Løche Andersen, der imidlertid ikke vil udtale sig i sagen.
- Det er en utrolig trist situation, men vi er naturligvis glade for, at det er lykkedes os at opkøbe det gamle Rygaard Transport, som vi agter at køre videre efter bedste evne, siger Jørn Rygaard, som dermed går ind i den daglige ledelse i firmaet igen sammen med Gert Rygaard og Helle Rygaard Andersen.
Fortrøstningsfuld
Fremtiden ser han ganske fortrøstningsfuldt på, selv om det ikke er småpenge Jørn Rygaard og resten af familien har sat til på grund af konkursen.
- Vi sad med en aktiepost på 37% i Team Rygaard A/S, som nu er tabt. Vi har skudt andre penge ind i firmaet, som også er tabt. Når vi alligevel vælger at satse yderligere midler på det her, er det jo ganske enkelt fordi vi tror på foretagendet. Vi vil også meget nødigt svigte de mange trofaste og dygtige medarbejdere, vi har i firmaet. Heraf mange, som har været hos os i flere årtier, siger Jørn Rygaard til Grenaa Bladet.
I en pressemeddelelse udtaler det nye ejerskab følgende:
»Rygaard Transport & Logistic A/S ejes af selskaber tilhørende Jørn Rygaard, Gert Rygaard og Helle Rygaard Andersen, der alle vil være tilknyttet den daglige drift i virksomheden. De væsentligste aktiviteter som videreføres, vil være at tilbyde ydelser indenfor transport, spedition og logistik. Driftsselskabet etableres med en ansvarlig kapital på 7,5 millioner kroner. Med dette kapitalgrundlag håber vi, at De anser Rygaard Transport & Logistic A/S som en attraktiv samarbejdspartner til løsning af Deres fremtidige transport-, speditions- og lageropgaver«, hedder det i pressemeddelelsen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002