Grenaa Bladet - 29-01-2002
De Konservatives Poul Bach (C):

- Grenaa Byråd er blevet fuppet i sag om storbutikker på Rugvænget
Handelscenter Grenaa har indklaget Grenaa Byråds dispensation for etablering af to store udvalgsvarebutikker på Rugvænget - på det ubebyggede areal ved Jem & Fix - for Naturklagenævnet. På sidste uges byrådsmøde skulle Grenaa Byråd tage stilling til en svarskrivelse i den anledning til Naturklagenævnet. En modstander af denne dispensation fra kommunens egen detailhandelsplan, De Konservatives Poul Bach, sagde lige ud, at byrådet var blevet fuppet godt og grundigt. Hvorfor? Fordi der ikke er noget projekt endnu, og fordi byrådet dermed har sagt ja tak til en butikstype, som fortsat er ukendt. Da flertallet sagde ja til at dispensere fra detailhandelsplanen sidste år, gjorde man det i den tro, at der var tale om en skoforretning og og en forretning med køkkeninventar. Det bliver det ikke nødvendigvis. Projektmageren IBI Danmark A/S, der har hovedkontor i Ikast, skrev et brev til Grenaa Kommune den 7. december, hvori firmaet oplyste, at der i øjeblikket arbejdes med forskellige lejere til projektet, og at der ventes en endelig afklaring her i januar måned. Desuden skrev IBI, at der arbejdes på at få en skobutik til Grenaa, men at hele markedet for udvalgsvarebutikker afsøges. Det sker i håbet om at skabe et godt projekt til gavn for byen - herunder også Handelscenter Grenaa og dets medlemmer, hedder det i skrivelsen.

Halvgammel sag
- Det er ved at være en halvgammel sag, der daterer sig tilbage til den 2. oktober sidste år. Vi var nogle stykker, der var imod en dispensation for denne butikstype på Rugvænget, men vi måtte naturligvis bøje os for flertallets afgørelse. Det gjorde dog kun ondt værre, at jeg i Grenaa Bladet efterfølgende kunne læse mig til, at der reelt ikke var nogen butikker. Byrådet var med andre ord blevet taget ved næsen, fordi beslutningen blev truffet på et falsk grundlag. Der findes ikke noget projekt, og hvis vi ikke trækker tilsagnet tilbage, så har vi samtidig givet dem lov til at etablere hvad som helst derude. Beslutningen var forkert nok i forvejen. Byrådet har selv vedtaget en plan, der siger, at handelslivet skal koncentreres omkring centrum. Her gør man det stik modsatte, uden at have hånd i hanke med noget som helst. Det skriger til himlen, og jeg forstår godt Handelscenter Grenaa klager i den her sag, sagde Poul Bach, der stillede det konkrete forslag til afstemning, at tilsagnet om udvalgsvarebutikker på Rugvænget skulle trækkes tilbage.
Det blev der imidlertid ikke noget af, for flertallet bag beslutningen om at dispensere var stadig intakt. Faktisk var det kun Poul Bach selv, der kunne stemme for. Dansk Folkeparti ved Bent Andersen stemte hverken for eller imod, men forlangte at få en udtalelse sendt med sagen, der bakkede op omkring Handelscenter Grenaa’s klage.

Tyndt brev men man fastholdt
Socialdemokraten Niels Erik Iversen erkendte, at det var på et lidt tyndt brev kommunen havde modtaget fra IBI, men at han ikke desto mindre fastholdt sin opbakning til flertalsbeslutningen.
- Jeg er sikker på, at der bliver fundet en fornuftig løsning. Det er vigtigt, at vi skaber udvikling i vores område, og jeg tror ikke på, at det her kommer til at gå ud over handelen i midtbyen. Tværtimod. Jeg tror vi trækker flere kunder fra omegnskommuner til Grenaa’s handelsliv samlet set.
Bent Andersen (DF) sagde, at man burde have fastholdt principbeslutningen om, at der i byens yderområde alene kan etableres butikker, der betjener den enkelte bydel, og at sagen om dispensationen udgjorde et alvorligt troværdighedsproblem for byrådet i forhold til de handlende.
Borgmester Gert Schou holdt fast ved, at byrådet havde truffet den rigtige beslutning.
- Ting går hurtigt i vore dage, og et byråds opgave er altså at lave det helhedssyn, som kan være svært for en interesseorganisation at udøve. Jeg synes vi skal holde fast ved det vedtagne, selv om det er et gråt område vi bevæger os i, sagde han.
Og sådan blev det. Man afventer nu både Naturklagenævnets svar i sagen plus en tilkendegivelse fra IBI omkring et konkret butiksprojekt for området på Rugvænget.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002