Grenaa Bladet - 29-01-2002
Røde Kors-genbrugsbutikken i Glesborg runder snart millionen

Formanden for Dansk Røde Kors’ lokalafdeling i Nørre Djurs, Rosa Hansen, kan berette, at Røde Kors-genbrugsbutikken i Glesborg formentlig runder 1 million kroner i omsætning i løbet af den næste uge. Hvis det da ikke allerede er sket mens disse linier læses. Millionen er nået siden opstarten i juni 1993.
Arbejdet med at drive genbrugsbutikken i Glesborg har betydet, at lokalafdelingen hvert år kan sende 40.000 kroner til et børneprojekt i Bosnien, mens resten er blevet sendt til landskontorets katastrofefond.
Sidste år gav butikken en omsætning på 136.000 kroner, hvorfra der skal trækkes henved 50.000 kroner i udgifter. Udover de allerede omtalte projekter bliver der således også råd til at sende penge til et mindre projekt i Afrika og det at sende fire børn fra kommunen på Røde Kors-sommerferielejr. En ferielejr for enlige ældre omkring jul er afdelingen også med til at støtte.
Butikken er kun en del af de indtægter, som afdelingen har. De øvrige kommer ind via kontingenter fra medlemmerne og en række andre aktiviteter.
Cirka 30 frivillige er tilknyttet genbrugsbutikken i Glesborg, og der er vitterligt brug for så mange, for vagtskemaet for en enkelt uge involverer faktisk 21 personer, fortæller Rosa Hansen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002