Grenaa Bladet - 29-01-2002
Folketinget flytter til Grenaa i tre dage i april:

komskole.gif (38046 bytes)
Stor velfærds-konference på Den Kommunale Højskole!
Den nye socialminister, Henriette Kjær (C), og ligeledes nye indenrigs- og sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), er blandt deltagerne på en stor 3-dages konference på Den Kommunale Højskole i Grenaa fra søndag den 7. april til tirsdag den 9. april. Konferencen hedder »Forventninger til velfærdssamfundet« og er tilrettelagt i et samarbejde mellem Socialforskningsinstituttet og Den Kommunale Højskole i Grenaa.
Deltagerskaren hentes blandt medlemmer af Folketinget, amtsråd og kommunalbestyrelser, ledende medarbejdere fra den offentlige sektor samt andre interesserede.
Oplægget til konferencen lyder således:
»Der er et udbredt ønske om mere og bedre velfærd. Det bliver bestemt ikke ligetil at indfri forventningerne om mere og bedre velfærd uden øgede skatter.
Fremover vil der være langt færre personer i den erhvervsaktive alder samtidig med, at der bliver flere ældre over 65 år. Det skyldes især, at den store generation af befolkningen, som blev født under 2. Verdenskrig skal på pension, og at denne generation ikke har fået så mange børn som deres forældre. Samtidig lever vi alle længere og arbejder en stadig kortere del af vores liv. Det betyder, at der bliver færre til at forsørge flere.
Hertil kommer et meget udbredt ønske om mere fritid. Det gælder både kortere ugentlig arbejdstid og mere velfærd i form af længere barselsorlov med videre. Endvidere viser aktiveringen at indeholde en grænse for, hvor mange af dem, der står uden arbejde, der kan bringes i beskæftigelse og vi står med store uløste beskæftigelsesproblemer for nydanskere. Endelig er der en stigende efterspørgsel efter ydelser, som er tilpasset den enkeltes ønsker og behov. Alt dette betyder, at der vil være en tendens til, at de offentlige udgifter stiger mere end de offentlige indtægter.
Kan det lade sig gøre at indfri alle disse forventninger uden øgede offentlige udgifter? Hvilken arbejdsdeling vil der fremover blive tale om mellem stat, amt og kommuner? Det vil være nogle af hovedtemaerne i dette års i dette års konference«.
Konferencen indeholder en hel række oplæg om emnet, og udover socialminister Henriette Kjær og indenrigs- og sundshedsminister Lars Løkke Rasmussen finder man også en række andre landskendte ansigter på denne talerække. Blandt andre den tidligere bestyrelsesformand for TV2, professor Jørn Henrik Petersen fra Syddansk Universitet i Odense. Han vil give sit personlige bud på, om vi har råd til velfærdsstaten om 10 år. Også den fra TV nok så kendte sociolog og forfatter, Henrik Dahl, er med på konferencen. Han vil give en analyse af, hvjordan den nye generation tænker. Endelig finder man den tidligere konservative minister fra Schlüter-perioden, Palle Simonsen, blandt oplægsholderne. Det sker i hans nuværende egenskab som formand for Socialforskningsinstituttets bestyrelse.
Konferencens administratorer er udviklingskonsulent Leif Fris Petersen og kursuskoordinator Hanne Frey.

Den Kommunale Høsjkole i Grenaa er i dagene fra den 7. til den 9. april vært for en stor velfærds-konference, som blandt mange andre tæller to nuværende og én tidligere minister blandt oplægsholderne.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002