Har du en cykelrytter i maven? |
»Går du rundt med en cykelrytter i maven?«. Sådan spørger Grenaa Cykleklub forud for
en informationsaften i Grenaa Idrætscenter mandag den 4. februar. Ungdomsudvalgsformanden
Roy Andersen fortæller:
- Vi indbyder denne mandag aften unge piger og drenge mellem 9 og 18 år til en
informationsaften, hvor vi vil fortælle om klubbens aktiviteter, og hvad det indebærer
at være cykelrytter. Herunder kommer vi ind på hvilket udstyr der kræves, hvad
træningen indeholder og løbsarrangementer. Vi kan tilbyde de unge fællestræning,
vejledning i køb af udstyr og mulighed for at køre med klubbens bus til
løbsarrangementer. Et godt socialt miljø, hvor der også er plads til individualisten,
siger Roy Andersen.
Formanden for Grenaa Cykleklub, Erling Alberg, håber selvsagt på stort fremmøde i
forbindelse med denne informationsaften i Grenaa Idrætscenter, hvor klubben har sit faste
tilholdssted med eget klublokale.
Man er også meget velkommen til at møde op sammen med ens forældre, og eventuelle
spørgsmål besvares også meget gerne forud for informationsmødet.
»Går du rundt med en cykelrytter i maven?«, spørger Grenaa Cykleklub forud for en
informationsaften for unge mellem 9 og 18 år i Grenaa Idrætscenter mandag den 4.
februar. (arkivfoto)
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002