Grenaa Bladet - 15-01-02
Hundeejer fra Ebeltoft overfaldet af ung mand

En 65-årig mand fra Ebeltoft, der tirsdag i sidste uge ved 18-tiden var ude at lufte sin hund, blev udsat for et groft overfald, idet en yngre mand passerede hund og hundeejer på fortovet ved Strandgårdshøj.
Der var tale om en lille hvalp, der løb en del rundt, og den unge mand blev angiveligt knotten over den omkringfarende hund. Hundeejeren nåede lige at sige, at den unge mand ikke skulle være bange for hunden. Derpå skete der i nævnte rækkefølge det, at den unge voldsmand sparkede ud efter hunden, pandede hundeejeren ned for derpå at sparke ham flere gange på kroppen, mens den 65-årige lå på fortovet. Politiet ser med stor alvor på sagen, som vel godt kan tåle karakteristikken »meningsløs vold«. Der var tale om en cirka 25-årig mand med karseklippet lyst hår. Politiet har en ret god formodning om, hvem den pågældende kunne være.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002