Lysthus i Boeslum nedbrændte totalt! |
Ebeltoft Brandvæsen måtte onsdag formiddag i sidste uge rykke ud til en brand i en lystejendom på Mariendalsvej i Boeslum. På grund af uheldige omstændigheder blev der ikke ringet alarm tids nok til, at lysthuset kunne reddes.
Det nedbrændte med andre ord totalt. Ilden opstod i forbindelse med noget reparationsarbejde på huset, hvor nogle håndværkere var i færd med at lodde nogle rør med en blæselampe. Ilden fik fat i noget brandbart materiale, og selv om håndværkerne i første omgang troede, at de havde fået slukket branden ved egen kraft, så gjorde de regning uden vært. Ilden fik nemlig fat påny, og branden udviklede sig sådan, at den »kappede« telefonforbindelsen, idet man var ved at ringe 112. Da man ikke rådede over en mobiltelefon, var der et stykke vej til den nærmeste telefon, og derfor havde ilden virkelig fået tag i lystejendommen, da brandfolkene ankom. Heldigvis kom ingen personer noget til ved branden, og det lykkedes endog at redde tre rideheste ud af bygningerne.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002