»1945« sagde farvel til sin formand gennem 13 år - og goddag til en ny |
Boligselskabet Grenaa af 1945 har sagt goddag til en ny
formand, Per Andersen, og farvel til formanden gennem 13 år, Birte Nørager. Det skete i
forbindelse med en reception i boligselskabets lokaler på Engdalen 2 i Grenaa. Foto: Lene Madsen. |
Ved en reception i Boligselskabet Grenaa af 1945's
lokaler på Engdalen 2 i Grenaa fredag den 4. januar sagde »1945« farvel til sin
bestyrelsesformand gennem 13 år, Birte Nørager, og goddag til en ny, Per Andersen, der
har 11 års erfaring med bestyrelsesarbejdet. De seneste år som næstformand i
bestyrelsen.
Det er efter eget ønske, at byrådsudpegede Birte Nørager trækker sig fra
bestyrelsesarbejdet i »1945«, der råder over mere end 1.000 lejemål i Grenaa Kommune.
I en tale takkede den nye formand Birte Nørager for hendes store arbejde i Boligselskabet
Grenaa af 1945 gennem samfulde 13 år. Hun kom ind i bestyrelsen i 1988, og allerede samme
år blev hun udpeget som formand. Hun afløste i øvrigt Grenaa Kommunes nuværende
borgmester, Gert Schou, på posten. På daværende tidspunkt arbejdede hun i Andelsbanken
i Grenaa. Den bank, der efter diverse fusioner først blev til Unibank - og nu Nordea. Hun
lod sig pensionere fra banken i en tidlig alder, og har derved haft kræfter, lyst og
overskud til at være en arbejdende bestyrelsesformand. I hendes formandsperiode er der da
også blevet bygget ikke færre end 332 nye boliger i »1945« - fordelt på
ældreboliger, ungdomsboliger og familieboliger. Derudover har hun også været med til at
gennemføre omfattende renoveringer af den eksisterende boligmasse.
Forretningsfører Frede Frandsen gjorde i sin tale opmærksom på, at ikke mindst Anholt
står Birte Nørager's hjerte nær. Hun er således kommet på øen helt tilbage fra
barndommens dage. Denne forkærlighed for den lille ø i Kattegat afspejledes sig da
også, da »1945« for ikke så længe siden fik til opgave af Grenaa Byråd at opføre 4
familieboliger på øen. Et byggeri, som Birte Nørager fulgte meget tæt, og efter
byggeriet har hun da også været en ivrig deltager i afdelingsmøderne derovre, fortalte
Frede Frandsen, der også takkede den afgående formand for hendes ihærdige virke igennem
årene. Birte Nørager var også formand, da Boligselskabet Grenaa af 1945 i 1995 kunne
fejre sit 50 års jubilæum, hvilket blandt andet blev markeret med et flot
jubilæumsskrift.
Hun har i sin formandsperiode været med til at gennemføre, at bestyrelsens
sammensætning er blevet ændret således, at det nu er de beboervalgte
bestyrelsesmedlemmer, der har flertallet i bestyrelsen, og ikke de byrådsudpegede, som
det var da Birte Nørager startede. Siden 1996 har beboerne haft flertal i bestyrelsen i
forholdet 5-4. Siden 1998 har det været endnu mere udtalt med 6 beboerudpegede, 2
byrådsudpegede og en enkelt medarbejderrepræsentant. For Birte Nørager har det været
en naturlig udvikling at overdrage denne mulighed for total-indflydelse til beboerne.
Derfor glæder det hende også, at den første beboervalgte formand for boligselskabet nu
er en realitet med Per Andersen.
Han kom ind i bestyrelsesarbejdet i 1990 som formand for afdeling 10 - på Carl
Svenstrupsvej i Grenaa.
Det er nu op til ham at løfte arven efter Birte Nørager, der glæder sig til at få mere
tid til familielivet og golfspillet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002