Grenaa Bladet - 15-01-02
De Blå Drenge cykler nu Grenaa og omegn tyndt i sponsor-dragter

cykler-4-fv.jpg (18765 bytes)

De Blå Drenge er en gruppe pensionister fra Grenaa, der hver torsdag cykler en tur på en 35-40 kilometer. De har netop fået helt nye sponsor-kedeldragter at cykle rundt i. Den glade giver er El-service Grenaa ved Arent Andersen.

Seks grenaaensere med en gennemsnitsalder på henved de 70 år mødes hver torsdag formiddag klokken 9.00 forud for sammen at cykle ud på en 35-40 kilometer lang tur i Grenaa og omegn. Det har flere af dem gjort i en længere årrække efterhånden, og nu er deres torsdags-seance endog blevet beriget med støtte fra det lokale erhvervsliv, eftersom El-service Grenaa ved Arent Andersen har sponsoreret seks dejligt varme kedeldragter. Ikke mindst noget der gør lykke blandt De Blå Drenge, som de kalder sig, på denne årstid, hvor det godt kan være en kold fornøjelse at begive sig ud på en cykeltur på 35-40 kilometer.

Det hele startede for 12 år siden, da de to venner Kristian Kristensen og Viggo Præst blev enige om, at det kunne være helt hyggeligt med en cykeltur til havnen et par gange om ugen. På et tidspunkt foreslog Viggo Præst, at de udvidede til også at tage en tur til Hessel, og således udviklede turene sig til at blive længere og længere. Svendestykket var en tur til Ebeltoft - en heldagstur - der strakte sig over 81 kilometer. Her havde yderligere to kammerater koblet sig på, Egon Hansen og Børge Carlsen. Yderligere to er kommet med, så der nu cykler seks »blå drenge« rundt i Grenaa og omegn. De to nye, der kun har kørt et års tid, er Tommy Carlson og Frank Gregersen.
De skiftes til at mødes hos hinanden torsdage klokken 9.00, hvor værten sørger for kaffe, rundstykker og gl. dansk. Det er også pålagt værten at sørge for tilrettelæggelsen af dagens rute. Klokken 10.00 begiver de sig ud på cyklerne - og det hele året rundt og i al slags vejr. Er vejret meget dårligt, afkortes turen måske med en 10 kilometers penge, men ud kommer de. Er det en meget blæsende dag holder de sig indenfor byskiltet. I disse tilfælde giver træerne i Plantagen ofte behageligt læ for vindens pisken.

1500 km. om året
De Blå Drenge har regnet lidt på deres kørsel, og det bliver faktisk til 1500 kørte kilometer på årsbasis. Viggo og Kristian kan som de ældste i gårde prale med at have cyklet 18.000 kilometer siden de startede for 12 år siden.
De seks er også efterhånden blevet kendte skikkelser i landskabet, idet diverse biler genkende dytter til dem, når de ruller afsted på deres torsdags-tur.
Og det er ikke just et cykelløb, de begiver sig ud på.
- Det foregår i et roligt tempo, hvor vi har tid til at nyde naturen og stige af cyklen, hvis der er noget spændende at kigge på, eller der er én, der gerne vil have en sludder med os. Vi har ikke travlt, siger Viggo Præst.

Kaffe i vejgrøften
Efter halvanden time slår De Blå Drenge sig da også ned i en vejgrøft for at indtage den medbragte kaffe. Hen imod klokken 14.00 om eftermiddagen vender de så tilbage til Grenaa igen efter en - som oftest - dejlig dag i naturen og i hinandens selskab.
Kedeldragterne var i øvrigt en god julegave til De Blå Drenge, som de alle seks er meget glade for. Nu ser det jo for alvor »prof« ud, idet de kommer cyklende i helt ens dragter med sponsor-logo på ryggen.
Og til oplysning for eventuelt interesserede må Grenaa Bladet desværre meddele, at der ikke er åbent for nye medlemmer. De Blå Drenge er selvsupplerende, og man ønsker ikke at være flere end de seks, der er i øjeblikket.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002