Nyt halvårs-program fra Kulturhuset Pavillonen: |
Stig Rossen, Henning Stærk, Marie Frank og
Schaufuss-balletten er på vej til Grenaa.
Kulturhuset
Pavillonen (KP) har netop kunnet præsentere sit vinter- og forårsprogram for 2002, og
påny lokker Grenaa's og Østdjurslands kulturhus med en lang række kultur-arrangementer,
hvoraf en hel del byder på kendte navne fra både ind- og udland. Udgifterne til
kunstnere har da heller aldrig været større, og nærmer sig på raske fjed den halve
million for et enkelt halvår. De kendte navne, der er på vej til Grenaa, er blandt andre
Stig Rossen, Henning Stærk, Marie Frank, Poul Dissing, Schaufuss-balletten, Sigurd
Barrett, Sacha Dupont og Henrik Voldborg.
Satsningen for husets vedkommende er således ganske betydelig, og det skyldes ikke mindst
mange gæster til arrangementerne i løbet af efteråret 2001 plus en markant støtte fra
det lokale erhvervsliv via tre sponsorpakker, som KP har udbudt. Det har her ved indgangen
til 2002 givet huset 180.000 kroner ekstra i kassen, hvilket kulturhusleder Hardy Andersen
er meget tilfreds med. I programmet, der netop er kommet på gaden, giver han da også
udtryk for sin uforbeholdne glæde over støtten fra de mange gæster og fra
erhvervslivet, og at samme støtte bringer KP i stand til at tilbyde arrangementer med
ikke blot dygtige danske kunstnere, men også med en række fremragende udenlandske
kunstnere.
- Aldrig har vi på Djursland oplevet et sådant musiktilbud som dette program indeholder.
Men også enestående tilbud om dans, ballet, foredrag og teater venter. Drop de
ligegyldige TV-serier og oplev fremragende kunstnere på tæt hold i husets gode lokaler.
Og prøv engang imellem noget helt nyt!! lyder opfordringen fra kulturhusleder Hardy
Andersen med slet skjult henvisning til, at det typisk er de kendte navne, der sælger
billetter, mens det går noget mere trægt med hensyn til de mindre kendte navne.
Faktisk har man allerede taget hul på programmet. Det er sket via januar måneds
kunstudstilling - malerier af Bodil Lisbeth Thomsen og keramik af Lene Friislund - og en
aften med to lokale rockbands - Frozen Pearl fra Grenaa og Little Eden fra Ebeltoft - den
4. januar, hvor lidt over 50 unge mennesker indledte det nye år i KP med en solid, lokal
rockkoncert.
Det næste arrangement viser mere end noget anden bredden i programmet. Der er nemlig tale
om en koncert med kinesisk folkemusik. Det sker søndag den 20. januar, og der er tale om
et berømt kinesisk filmorkester, der har givet solokoncerter og spillet sammen med store
orkestre i USA, Frankrig, Tyskland, Japan, Rusland og Australien med flere. Der er tale om
en fortsættelse af det kinesiske operabesøg sidste efterår.
Mandag den 21. januar er der »Lægens Bord« i KP med TV-lægen Peter Qvortrup Geisling.
Han vil denne aften blandt andet fortælle om, hvorledes TV-programmet bliver til.
Tirsdag den 22. januar - altså allerede den næstfølgende dag - er KP klar med et nyt
arrangement. Pianisten Jørgen Thomsen spiller denne aftenkendte værker af Mendelsohn,
Schubert, Beethoven og Chopin. Grenaa Kunstforening er medarrangør.
Januar når også at byde på endnu et koncert-arrangement. Musik-geniet Peter Bastian har
efterhånden gæstet huset adskillige gange. Senest med en flok bulgarske folkemusikere.
Den 25. januar bliver det dog sammen med to andre danskere - Anders Koppel og Flemming
Quist Møller - og så handler det naturligvis om det kendte, danske verdensmusik-orkester
BAZAAR, der efterhånden har 25 år på bagen.
Mandag den 28. januar kommer Stig Rossen til Grenaa's kulturhus. Dog ikke for at synge. I
stedet skal han holde sit foredrag om, hvordan man kysser rutinen farvel, og gør hver dag
til »den perfekte dag« - både i forhold til jobbet, fritiden og familielivet. Dette
foredrag afvikles i samarbejde med Handelscenter Grenaa.
Fredag den 8. februar optræder to kendte, tidligere TV-folk - Jytte Dreyer og Børge
Wagner - med gode historier og musikalsk leg og gætterier. En aften der laves i
samarbejde med Grenaa Landbohusholdningsforening.
Sydamerikansk musik
At kunne præsentere musik fra hele verden er en erklæret ambition fra Hardy Andersens
side. Dette afspejles også i det nye halvårsprogram, hvor man kan opleve sydamerikansk
musik fra Andesbjergene. Gruppen Titicaca består af seks sydamerikanske folkemusikere og
de gæster KP den tirsdag 19. februar. Fredag den 22. februar er der jazz på plakaten.
Jazz-pianisten Mads Bærentsen har sin unge alder til trods allerede spillet sammen med
mange af de kendteste musikere i landet - Finn Ziegler, Alex Riel, Jesper Thilo med flere.
Han er desuden konservatorieuddannet, så der er tale om en musikalsk kapacitet ud over
det sædvanlige. Han kommer til Grenaa med sin trio, der udover ham selv består af
bassisten Morten Ramsbøl og trommeslageren Kristian Leth.
Shit Kid til Grenaa
En kun 12-årig rapper ved navn Anders gæster Grenaa med dansetruppen ShitTeam lørdag
den 23. februar. Der er naturligvis tale om Shit Kid, der tog landet med storm, da han
sidste år medvirkede i De Unges Melodi Grand Prix. Et ungt orkester fra Grenaa Musikskole
medvirker også ved koncerten.
På mange opfordringer er KP igen parat til at præsentere en Poul Dissing-koncert. Det
sker Lørdag den 23. februar. Han tager sine gennem-musikalske sønner Rasmus og Jonas med
foruden guitaristen Las Nissen.
Sacha Dupont med band er også en pæn satsning fra husets side. Hun er jo ikke mindst
kendt fra »Hit med sangen«, men damen har faktisk lavet to CD'er, hvoraf den seneste er
ret ny, samtidig med at anmelderne har været gode ved den. Det er søndag den 3. marts
Sacha Dupont kommer til Grenaa.
Den 8. marts er en fredag og her gentages succes'en fra sidste vinter med en
folkedanseraften med Lang Linken og Jæsweevers. Dagen efter - lørdag den 9. marts - har
Grenaa Kunstforening fødselsdagsfest i huset - traditionen tro med en koncert som
garniture. I år med duoen Troels Svendsen og Boje Marstal på henholdsvis violin og
flygel. Samme lørdag aften et andet sted i huset giver Marie Frank med band koncert. Fire
Grammy'er i 1999 for debut-albummet blev det til, og hun er netop kommet på gaden med sit
andet album »Vermillion«.
Fredag den 15. marts fejrer huset St. Patrick's Day med en irsk aften med irsk buffet,
irsk øl og masser af festlig irsk dans og musik. Det sidste sørger gruppen Trad Lads
for.
Lørdag den 16. marts er der også tale om en reprise i huset, idet to dygtige svenske
visekunstnere, Eber Ståhl og Lars-Eric Frendberg, kigger forbi. Her skal der påny
fortolkes Taube og Bellmann. Koncerten sker i et samarbejde med Grenaa Vise Verse Klub,
Grenaa Harmonikaklub og Foreningen Norden.
Mandag den 18. marts gæster violinisten Anker Buch og bassisten Jeppe Smith-Olsen KP. Der
skal spilles alt muligt forskelligt denne aften, som laves i samarbejde med Ældre Sagen i
Grenaa.
Den pensionerede TV-metrolog Henrik Voldborg har fået tid til at rejse rundt med et
foredrag, og det bliver der lejlighed til at opleve i KP tirsdag den 19. marts. Undervejs
viser han også, at han er et meget musisk menneske. Aftenen arrangeres i samarbejde med
FOF.
Guf for jazz-elskere
Onsdag den 3. og fredag den 5. april er begge store jazz-aftener i KP. Først kommer
guitaristen Jakob Fischer - modtager af de tre største danske musikpriser - og bassisten
Mads Vinding, der har spillet over det meste af verden og har omkring 600 pladeudgivelser
bag sig. Fredag aften spændes buen endnu kraftigere, idet der er jazz-aften i KP med
Kenny Ball & His Jazzmen. Kun to andre orkestre rangerer i samme lag p. t. - Chris
Barber og Mr. Acker Bilk - så der er tale om én af årets største koncerter i huset.
En satsning i samme niveau er utvivlsomt koncerten med den amerikanske swing- og
blues-stjerne Veronica Martell, der kommer til Grenaa søndag den 14. april med sit
fabelagtige New York-orkester Big City Swing. Hun er et meget stort navn i USA allerede,
og hun er netop nu i gang med at indtage Europa. Hardy Andersen er 100% sikker på, at hun
er for stor og for dyr for huset til næste år - så det var nu eller aldrig!
Henning Stærk Trio, et Sigurd Barrett-show for voksne, Teatergruppen Stormens nye stykke
»Indenfor stjernerne« er også en del af KP's april-program.
Beatles-måned
Maj måned er en stor Beatles-måned i huset. Fredag den 3. maj gæster Peter
Schaufuss-balletten fra Holstebro påny Grenaa. Denne gang med deres flotte Beatles-ballet
»She Loves You«. Der er noget at glæde sig til, lover Hardy Andersen, der har set
forestillingen i Musikhuset i Århus.
Der er desuden et gensyn med »The Beatles Story« med det engelske band The Bootles, der
regnes for ét af verdens allerbedste Beatles-kopibands. De kan opleves i KP fredag den
10. maj. Ikke alle arrangementer er nævnt under disse spalter, men halvårsprogram er
spredt ud på biblioteker og andre kommunale instituioner i et oplag på 15.000
eksemplarer, så det skulle være muligt at få fat på et program.
Billetsalget foregår fra Kulturhuset Pavillonen. Desuden sælger Djurslands Banks
afdelinger billetter til de fleste arrangementer.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002